Hvor salig, naar engang I komme faar hjem
fra fristelser mange i verden saa slem,
fra møie og trængsel, fra synd og fra nød
til glæde og fred der i himlen saa sød.
Hvor salig, naar staden i syne vi faar,
naar skinnende taarne for øiet fremgaar,
naar hvidklædte skarer fra sølvklare strand
os venligen hilser, naar vi gaar i land.
Hvor saligt, naar Frelseren smiler saa blid
og vinker os frem: “Kom, du trætte, herhid,
nu skal du faa hvile saa glad i min favn,
paa jord du frimodig bekjendte mit navn.”
Hvor faligt, hvor saligt, til harpernes lyd
med himmelens kor at istemme med fryd,
at synge om lammet, hans vunder og saar
deroppe i glædens og jubelens aar.
Hvor saligt, naar hundrede tusinde aar
er omme og glæden fuldkommen bestaar,
ti tusinde gange, ti tusinde til
mod evigheds længde forslaa dog ei vil.