Golgata

Synder, vil du se din jammer, følg til Golgata mig nu, der du ser Guds vredes flammer over synden, mærk det du;

tør du, naar du dette ser, gaa paa syndens veie mer, tør du dig i synden glæde, naar Guds søn for den mon græde?

Synden Herrens hjerte knuser, hvi vil du den elske saa; døden i hans øren bruser, vil du verden høre paa.

Se hans naglestukne fod! tør du danse paa hans blod? Se, han elsker dig saa egte, hvorfor vil du ham fornegte?

Snille broder, søster kjære, som er stedt i syndenød, følg og du, der kan du lære udaf Jesu bitre død:

at din synd er rent betalt, ja, til punkt og prikke alt, som samvittigheden nager, alt er sonet med hans plager.

Ser du blodet, hvor det rinder fra hans dybe vunder ned. Se, hvor blegner nu hans kinder, hvor nys perled blodig sved.

Ved du, hvem han tænker paa, hvem er det, han elsker saa, hvem er bruden, han vil kaare? Du vil svare med din taare.

Volder synden angst og kvide, snille ven, kom hid du nu; ser du Jesu aabne side, hvad betyder det vel du?

Ser du, tæt ved korsets fod der er stivnet kongeblod. For hvem er nu dette rundet? Du har her din frelser fundet.

Tys! nu hører du ham raabe: “Gud, hvi har du mig forladt?” Blod i strømme, blod i draabe rinder nu i verdens nat.

O, hvad er det, han har gjort, det maa være noget stort, siden Gud ham nu forlader, han, som er hans kjære Fader.

Se det milde Frelserøie brister udi dødens nød, se ham hovedet nedbøie, han betaler, hvad du brød

Du, som syndbetynget er, sæt dig nu ved korset her; lad ei nogen fra dig rive det, Guds søn dig her vil give!