Hvad er vel livets bedste held
mod himlens fryd at regne?
Jo før Guds folk naar livets kveld,
jo før til Salems egne.
Olava Waagaard heden gik,
men tidlig krans og krone fik
i herlighedens rige.
Hun var for god for jorden her,
Gud hende hjem lod hente;
men savnet og begrædt hun er
af alle sine kjendte;
dog glæden blandes i vor sorg,
thi hist i kongers kongeborg
hun seierspalmen svinger.
Til armods søn i kolde hjem,
til dem, som maatte græde,
sin milde haand hun rakte frem
og skabte fryd og glæde;
ja, selv da haanden den var kold,
kom gaver endda mangefold
til enker og forladte.
Hun kjærligheden fik og gav,
hvad mer har hun at vinde?
Ved Bægndals kirke hendes grav,
i hjertet hendes minde,
og der det aldrig slettes ud;
thi kjærligheden kom fra Gud
og atter til ham vender.
Farvel da, frøken Waagaard kjær,
velsignet er dit minde.
Tak for vort korte samvær her,
vi haabe dig gjenfinde
i himlens lyse, skjønne sal
blandt englers mange tusindtal,
hvor gyldne harper klinge.