Idag er bedringstiden, o, kjære ven, det hør! Forsilde er det siden, naar lukt er naadens dør! –
En mand kom ind ad døren, det var et bibelbud. “Hvordan staar sagen, “Tøren”, imellem dig og Gud?”
Forlegen hun da svarte: “Nu har jeg ikke tid, du kan gaa bort til Marte, en anden gang kom hid.“
Bedrøvet manden siger Farvel, og ud han gaar. Et suk fra hjertet stiger, hun ei sit vel forstaar.
Da dage tre var omme, den samme tale lød; tilbage han mon komme med ordets himmelbrød.
“Nu skal vi sammen tale om Jesu kjærlighed, om himlens lyse sale, om dom og evighed.“
Hun sagde: “Jeg ser dette, du atter er tilfals, men vi faar det udsætte! I kveld jeg skal til bals.“
“Vor tid den snart er omme, o kvinde, dette hør! Tænk, døden kunde komme og banke paa din dør;
da kan du ikke svare: “Nu har jeg ingen tid!“ – “Du faar til Marte fare! en anden gang kom hid!“
Til selskab hun mon drage, ret lystelig hun var; men da hun kom tilbage, var hun saa tung og rar.
Ved døren døden lured, ak, hun det aned ei! Den sidste nat hun tured paa syndens brede vei.
Før aftenen mon komme, laa hun der kold og stiv! Nu naadens tid var omme, og endt var hendes liv.
Nu, du som synger dette, er du idag bered? Sig, vil du vel udsætte, til livets sol gaar ned?
Vil du om synden høre, om retfærd og om dom? Vil du som Felix gjøre? Ak, tænk! – o, tænk dig om!
Idag er bedringstiden, o, kjære ven, det hør! Forsilde er det siden, naar lukt er himlens dør!
Cookies on Poetry Cove