Farvel, vor lærer Ole Brager,
som nu fra skolen afsked tager,
hvor femti aar du trolig stod
med heltemod og barnehjerte.
Til alderdommens aar du lærte,
var altid lige kvik og god.
Vor lærer tro du var,
men og en ven og far.
Du var vor hyrde, –
du bad og stred / og savn tidt led,
men høste skal du nu i fred.
Guds ord var livet udi skolen;
det lyste klart som middagssolen
og varmed vore hjerter smaa.
Du bar Guds ord til hus og hytte,
og ung og gammel maatte lytte, –
velsignelse deraf man saa.
Hvor Guds ord flittig bor,
der fryd og velstand gror.
Hvor det lyser,
er liv og fred / og salighed,
men død og nat, naar det gaar ned.
Nu sytti aar din isse tynger
og ærekranse om den slynger,
men de har ogsaa gjort dig træt.
Saa vug dig derfor nu i stolen,
som du til minde fik om skolen, –
i fred, du gamle, der dig sæt!
Behov du hvilen har,
thi byrden, den var svar.
Din kraft du ofred
til skolen hen, / den var din ven;
Guds velbehag du har igjen.
Naar overhyrden hjem dig vinker,
en haabets stjerne venlig blinker
og lyser for dig veien frem.
“Du mine lam har pleiet trolig,
kom nu til hvilens land og bolig,
kom nu til barnevennens hjem!
Kom, arv en krone skjøn!
den skal du faa til løn, –
kom, du trætte!”
du høre faar, / og glad du gaar,
naar livets afskedstime slaar.