Faderen

Jeg gaar saa tidt udaf sorg nedbøiet, og taaren væder saa ofte øiet; min kind er furet og graat mit haar; i skjæbnens leg fik jeg dybe saar.

Jeg ind i fremtiden bange skued; thi mørke skyer med uveir trued. Jeg saa min børneflok om mig staa, de bragte mig til at spørge saa:

“Hvor skal vel brødet til dem jeg tage, naar armod vil i mit hus inddrage? Skal sulten plage de kjære smaa, som altid ømt om mit hjerte laa.“

Og medens taaren uhindret trilled, for aandens øie sig mangt fremstilled; thi jeg udmaled saa fæle ting, mens tanken ilte som lyn omkring.

Jeg saa smaapiger i vintrens kulde, de til en gaard gjennem sneen skulde, de skalv af kulde, mens taarer randt, og ingen vei frem til tunet fandt.

Da tog den ældste sin lille søster i sine arme og hende trøster. De talte om dem, som hjemme var; tilslut blev stemmen saa svag og rar.

Da sank de om i hinandens arme. Vil ingen sig over dem forbarme? Jo, natten bredte sit sorte slør paa de smaasøstre, imens de dør.

En sagte klynken jeg syntes høre, der maatte stene til medynk røre, og maanen skjulte sig bag en sky, ber blev den lige til morgengry.

Jeg syntes se paa en gaard dernede en liden pige om brød at bede. Da kom en kone saa stiv og stolt og “tiggerungen“ bortjaged koldt.

Jeg syntes høre den pige klaged, da bort man hende fra gaarden jaged: “Ak, hvorfor døde du, fader kjær, og lod mig ene i verden her?“

Jeg syntes Ragnhild og Brit den lille kom hjem fra skolen saa tause, stille og da jeg spurgte: “Er noget hændt?“ kom graad i øiet, det bort blev vendt.

Imens hun ærmet med taarer væder, hun sagde: “Vi har saa usle klæder. De pegte fingre og ad os lo, fordi vi havde saa stygge sko.

Og da til middag vi skulde æde, o, far, da maatte vi atter græde; thi nogle piger, der hvor vi sad, lo ad vor usle og simple mad.

Brit saa paa mig og jeg saa paa hende, vi maatte os fra de andre vende; thi, far, vi syntes det var saa skam at vise graaden paa kinden fram.

Her er vor mad; da vi maatte græde, blev vi saa mætte og slutted æde; han Ole, bror vor, han kan den faa, og vi kan gjerne foruden gaa.“ –

Da op til himlen jeg blikket hæved; en fugleskare derunder svæved; de sang: “Vi høste ei og ei saa, men se, Gud føder os fugle smaa!“

Og liljer hviskede: “Stur ei inde; vi ei arbeide, og ei vi spinde; men se vi staa dog i kongepragt, saa lær af os og vær ei forsagt.“

Da saa jeg trøstig omkring paa mine og tænkte: “Gud nok forsørger sine!“ Jeg gamle lærer hos fugle smaa, og dalens blomst vil i skole gaa.