Hvor deiligt det var der paa mødet i Land,
en luftning der vifted' fra hjemlandets strand.
Guds aands brede vinger omsvævede der
Guds venner saa kjære fra langveis og nær.
Hvor lifligt det var der paa mødet i Land,
der smeltede sammen i kjærligheds brand
de troendes hjerter fra Randsfjordens kyst
til høifjeldets evigt snedækkede bryst.
Hvor herligt det var der paa mødet i Land;
forsmægtende vandrer paa ørkenens sand,
der herligt blev styrket paa grønnende vang
ved taler og toner og flerstemmig sang.
Ja, godt det vel var der paa mødet i Land;
Gud signe hver eneste kvinde og mand,
som der var tilstede fra fjeld og fra dal.
O, tænk! naar vi samles igjen i Guds sal.
Farvel, alle brødre og søstre saa kjær’;
vi samles snart oppe paa stormødet der
fra Hadeland, Valders, fra Biri og Land.
Nu stevne vi frem mod den solklare strand.