Solen sank bag aasen ned,
over egnen hviled fred;
blomsten stille godnat bukked
og blaaøiet taus sig lukked.
Kvæget nedad stenet sti
kom fra nære furuli.
Arbeidsmanden hjem mon gaa.
Tanken om de kjære smaa,
som ved døren ham vil møde
og hans hvilestund forsøde,
svæved i hans trætte sind
og fremlokked smil paa kind.
Fuglen flagrede ogsaa
til sit hjem og sine smaa,
og den fuglemoder lille
nær sit rede fløi saa stille,
da en skytter bag en bøg
den en kugle gav for spøg.
Hun da sank og hæved sig,
men de smaa forstod det ei.
Ømt hun ser, hver gang hun synker,
op mod redet lunt og klynker;
hendes smaa, som svare blidt,
glade aabne nebbet vidt.
Men tilsidst hun sank saa stur,
smuttede ind i en ur;
der det ømme moderhjerte
brast i dødens bitre smerte,
og af hungersnød de smaa
straks derefter døde laa.
Blodet, som blev der udøst,
fik en selsom klagerøst;
thi enhver udaf dets draaber
høit om hevn til Herren raaber.
O, du skytter, tænk derpaa, –
snart for dommen frem du maa.