Der voxte en rose i dalbunden op,
den skyldfri og ren var fra rod indtil top;
den blomstred saa deilig, saa underfuld skjøn
og smilte saa bly der bag fjeldet i løn.
Men bedst som den stod i sin herligste pryd,
af Herren den flyttedes længer mod syd,
Gud rosen der gav til en hæderlig mand
paa fagreste Odden ved grønklædte strand.
Han elsked sin rose og takked sin Gud.
Han tog den i favn som sin kjæreste brud,
og hun ham har været til glæde og gavn,
og i hendes skjød han ei ved noget savn.
Snart rosen forflyttes til himmelens land
og plantes paa jordanens snehvide strand,
og der den udfolder sig tusindfold skjøn
med evighedsblommer, til pris for Guds søn.
Men ved du, hvad navn denne rosen har her?
jo, elskværdig kvinde det navnet nok er;
men hvad hun skal hedde i himlen engang
vil engle udtone med jublende sang.