En hilsen jeg dig sender;
thi moderhjertet brænder
af kjærlighed saa varm;
jeg bar dig under hjerte
og fødte dig med smerte
og lagde dig tæt til min barm.
Du tidlig blev korstegnet
og som Guds arving regnet
i daabens rene flod.
Du bar Guds retfærds klæde,
var englers fryd og glæde,
formedelst Jesu dyre blod.
Jeg skulde dig da lede,
for dig og med dig bede,
saa satans store hær
ei kunde livet kvæle
og himlens arving stjæle;
men det har jeg forsømt saa nær.
Og det mig smerter saare,
saa angstens hede taare
tidt furet kind gjør vaad;
nu jeg det her bekjender
og saa til Gud mig vender,
maaske der endnu findes raad.
Du hæderlig dig nærer,
og ærligt navn du bærer,
og det er godt, min søn;
men har du hjertet givet
til Jesus, som er livet,
fik han det til sin smertens løn?
Snart lægges jeg i kiste;
hør moders raad, det sidste:
prøv nøie denne sag;
lad aanden med dig være,
bed tidt med dine kjære,
læs Herrens ord til hver en dag.
Saa skal i gyldne sale
vi atter sammen tale
og aldrig skilles mer'.
Da skal vi glade sjunge
Guds lov med engletunge.
Farvel, vi snart hinanden ser.