Naar svalen sin vinge har hævet til flugt
om vaaren, jeg sender min hilsen saa smukt.
Hver aften, naar solen neddaler i vest,
med den til jer sendes min hilsen som bedst.
Du hilses fra Norge, det ældgamle land,
hvor nordhavet skummer mod klippefuld strand,
hvor fjeldene kneiser med snehjelm mod sky,
og slægten fortæller om fædrenes ry.
Du hilses fra hjemmet, hvor moderens arm
dig trykte saa ømt til sin kjærlige barm,
hvor fader dig hilste med smil og med sang.
De toner fra hjemmet, o, hvilken en klang.
Du ved ei, hvor mangen en brændende bøn
din moder for din skyld har opsendt i løn.
I hjemmet vist mangen en taare og sved
af fader og moder, for barnet, faldt ned.
Du hilses fra tunet, hvor ofte du sprang,
fra berget, hvor ofte du legte og sang,
fra bækken saa kvik den fortalte idag
om dengang du der havde hammer og sag.
Og granlien hvisked' alvorligt og stilt,
mens skovblomsten smiled' beskedent og mildt.
Og fossene brummed', og fuglene kvad.
“Send hilsen til kjendte” de alle mig bad.
Du hilses fra kirken uendelig skjøn,
hvor du blev korsmærket og knæled' til bøn.
Bortbyt ikke guldet, du derinde fandt,
for tidshavets skum og for nymodens tant.
Til slutning en hilsen fra mig. Hør et ord:
En sangbog jeg færdig snart har paa mit bord.
Hjælp til, at den luft under vingen kan faa,
saa “Toner fra hjemmet” til vesten kan naa.