Armod bevæbnet som kjæmpe kom ifølge med mangel og fattigdom. De fanger han tager i kampen haard, som betlere gaar ifra gaard til gaard.
Men mangen en sulter og lider nød og kjæmper mod armod paa liv og død. Den fattige bonde har mangen dyst bestaaet mod kjæmpen tæt til hans bryst.
Kan hænde, ei betleren engang forstaar den fattige bondes tunge kaar. Hvad skrabes sammen af ost og smør, for renter maa gaa, om af sult han dør.
En betler klager for hvem, han vil, den fattige bonde han tier stil. En betler han beder og faar lidt brød. Den fattige bonde han skjuler sin nød.
Hans kones kampliv og heltefærd mod denne kjæmpe en sang er værd. Heltinde lig hende ei land har aat, men med berømmelsen gaar det smaat.
De blodgriske tyranners skjændige gang besynges, men heltinden faar ingen sang. Derfor jeg føler som trang og pligt at skrive om hende et heltedigt.
Om morgenen tidlig, naar hun opstaar, til kampen fastende tidt hun gaar. Hun kjæmper fortvivlet for fine smaa; thi armoden vil dem paa livet gaa.
Det værste af alt er, at hendes smaa maa sulte og fryse og nøgne gaa. Naar maden for renter fra dem maa gaa, da løbe i vand deres tænder smaa.
Det blege ansigt og bedende blik hun føler i hjertet som dolkestik. De beder om mad med stemme saa svag; for hende det lyder som tordenbrag.
Ei mange det er, som det forstaar, at uden linned smaabørnene gaar; thi dette hun skjuler med største flid, og hjemme hun stræver sin hele tid.
Gud hjælpe den fattige gaardmands viv, som lider og tier sit hele liv. Hun ændser ei fare, ei savn og nød men tappert hun kjæmper indtil sin død.
Om kvelden det sortner for øiet saa tidt; thi maden var liden og arbeidet stridt. Tidt har hun i sengen ei engang straa, paa barkvist hun lægger da sine smaa.
Og der hun hviler selv, sulten og mat, og tænker paa penge til renter og skat. Ei timevis varer det haarde slag, men hele livet til faredag.
Ei under! om kvinden, et redskab svagt, maa synke for slig en overmagt. Jeg hørte tilsidst hende hviske bleg: “Jeg dør, men dog aldrig et skridt jeg veg.”
Jeg saa hende aande for sidste gang, da endtes den strid baade haard og lang. Da græd saa saart hendes sultne smaa, men armoden jublende paa dem saa.
Paa graven, hvor gjemtes de trætte ben, jeg ledte, men fandt ingen mindesten.
Cookies on Poetry Cove