Hinsides Jordan, i ørkenen øde,
tvende Guds mænd vandre ensomme frem.
Skyer kulsorte og kantede røde
hobe sig sammen saa tæt over dem,
hænge i folder som omhæng om troner,
tordenen ruller i øst og i vest,
Stormene suse i palmernes kroner.
Hele naturen sig laver til fest.
Elias, Jehovas tjener, skal flytte.
Ørkenens kjæmpe sin lønning skal faa.
Himmelens land han for jorden faar bytte,
traverne spændte for vognen alt staa.
Pludselig skydes de skaader tilside,
som er for tunge for menneskehaand.
Ørkenens bjerge bli'r skinnende hvide,
broen laa der som et skinnende baand.
Gloende heste, med vogn som af luer
gjennem en skyport nu rask ruller frem.
Profeten smiler, da spandet han skuer,
der kommer skydsen, nu slipper jeg hjem.
Elias løftes i vognen. Hans kappe
falder til jorden, som legemet træt.
Jehovas heste paa foden er rappe,
jorden han bag sig snart ser som en plet.
Hurtig passerer han klode for klode,
Solen, Saturnus, Jupiter med fler’;
uden at hilse paa dem, som der bo'de.
Fremad, kun fremad han længtende ser.
O, hvilket lysav! O, hvilke taarne!
O, Gud! Hvad ser han? O, salige hjem.
O, hvilke toner! Foran den enbaarne
staar han med undren; han er kommen frem.