Medens stormen voldsomt tuded ude i den mørke nat, sig en moder stille luded til sin datter, syg og mat,
hviskende saa blødt og stille: “Skal jeg noget hjælpe dem? “Jeg vil op,“ bad nu den lille; “er ei fader kommen hjem?“
Kor: Ja, kom herop! Ja, kom herop! kom til din Frelsers gyldne slot! ja, kom herop! Ja, kom herop! her skal du faa det for evigt godt.
“Moder, bliv her ved mit leie! gaa ei fra mig mere nu! Far, kom hjem fra syndens veie! Jeg nu dør, men hvor er du?
Moder græder her saa saare, men du ler i syndens rus! Jesus, stans min moders taare! tag os op der til dit hus!“
Kor: Ja, kom herop! o. s. v. “Væk min fader op af dvale! gjør ham ogsaa til din ven, saa vi der i dine sale
samles kan med ham igjen!“ Derpaa brast det lille øie mellem mors og Jesu bryst; aanden flagred mod det høie
op til fredens gyldne kyst. Kor: Ja, kom herop! o. s. v. I den svage moders arme legemet tilbage laa.
Udenfor hun hørte larme: Drankeren snart ind mon gaa, bandende til sengen træder, rusker i det lille lig.
Konen beder ømt og græder: “Jesu! tag du ogsaa mig!“ Kor: Ja, kom herop! o. s. v. “Flyttet er vor lille datter
til sin far høit over sky,“ sagde konen; men i latter udbrød han og drog paany ud paa drankers fæle veie; –
men din Gud, som alting ved, og som alting har i eie, saa til den forladte ned. Kor: Ja, kom herop! o. s. v.
Som hun sad der i sin smerte ved sin lille datters lig, brast det sorgbetyngte hjerte: Herren hende tog til sig.
Men, da manden kom tilbage, hørtes ikke banden mer; de drog did, hvor suk og klage, sorg og nød ei nogen ser.
Kor: Ja, kom herop! o. s. v.
Cookies on Poetry Cove