Det farlige strømdrag

En strøm udløber ifra Jøtunhjem, hvor gift og edderkilder ligger under, den bruser herjende i verden frem, indtil i helvedsøen den udmunder.

Naar julefreden den er ringet ind, udøser Jøtunslægten al sin harme og byder strømmen, ærgerlig i sind, i hus og hytte ret for alvor larme.

Saa at ei julebudets glade røst, der fred og frelse synderen tilbyder, skal vække op og skjænke haab og trøst, naar det i julefesten yndigt lyder.

At just paa Jesu dyre fødselsfest den strøm sit raadne skum som mest udsender, det plager Jesu venner allermest, og længsels blikke de mod himlen vender.

Den strøm fortryller og beruset gjør, saa synden som med dampkraft ret bedrives, Den jager fred og hellighed paa dør, og skam og utugt ved dens bredder trives.

Naar en til sidste hvilen stedes hen, og graven alvorsord til hjertet hvisker, da stiger strømmen brusende igjen, sit skum mod øine og mod øren pidsker.

Saa at den arme ligfærd, vi skal se, og høre dødens alvorsfulde stemme; thi naar den bruser, de i synden le og hellighed og død og dom forglemme.

Det strømvand det skal være med forvist, naar noget rigtig vigtigt skal udrettes. Se, det er satans sorte afgrunds list, for at hvert helligt indtryk skal udslettes.

Det strømdrag er de kristnes Ganges-flod, det holdes helligt og som Gud tilbedes; man offrer det tidt ære, liv og blod, for millioner grave der tilredes.

De kristnes jaggernaut det er ogsaa, dets fæle fossefald saa mange knuser; frivillig de i dødens vande gaa, mens lig og ben og vrag nedover suser.

En lys og venlig bondegaard jeg saa, med hængebirke og med gyldne agre i aftensolen rødmende den laa, med haver og med blomsterenge fagre.

Af huset glæden lyste ud og lo, de muntre børn omkring den glade kvinde de følte hjemmets hygge, fred og ro, og lykken blomstrede saa vel derinde.

Da kom det strømdrag rislende saa smaat, og lokkende til gaarden hen det ilte; og manden mente, det var vel og godt, naar det i glas og flasker til ham smilte.

En ven ham varsled, bad ham lede bort den strøm itide, medens den var liden, den kunde maaske vokse inden kort og skille ham fra gaard og grund med tiden.

Det ingen fare havde, mente han, af vilje, fasthed gjorde han en dæmning; den rent bortlede han slet ikke kan, thi den gav ham en glad og munter stemning.

Og maadehold du ved paa vagt skal staa, sa' bygdeskik og bydende sig hæved; men jøtunslægten lo og øged paa, saa dæmningen snart sittrede og bæved.

Tilsidst den styrted ned med vældigt brag, og maadehold af larmen faldt i dvale, og manden flød som et fuldstændigt vrag nedad elendighedens skumle dale.

Al fred og lykke vandred samme vei, samt gods og penge og med strømmen ilte. Familien i armod jamred sig, men skjænkeværten han blev rig og smilte.

Men mon han smiler, naar han frem skal staa for dommen hist og regnskab for sig gjøre? Mon det er uret, at han selv og maa did, hvor hans strømvand nu saamange føre?

Den mand, som her omtales, standsed først bag fængsels mure og bag sorte gitter; der sidder han og lider megen tørst, og angers graad paa furet kind er bitter.

Den dranker voldte og sin mages død, hun sorgbetynget vandrede til graven, og børnene de græde maa for brød og vandrer nu omkring med betlerstaven.

Ak, vidste du alt ondt, den strøm har gjort, du skulde ikke længer med den spøge, men lede den fra dig og dine bort, med tiden kunde den sig nok forøge.