En liden skare drager frem
paa veien til Gud faders hjem,
som gjæster her de ere.
Hver dag de sig maa kjæmpe frem;
thi onde magter hindrer dem.
Foragtet de maa være
og store trængsler bære.
Den vei, de gaar, er meget trang
dog nynne de den nye sang
om lammets blod, det røde.
For verden de ei hykle tør;
de gjør ei saa, som verden gjør,
derfor de haardt maa bøde,
ja mange endog bløde.
Den flok er lys i verdens nat,
en herlig stad paa bjerget sat,
et salt i jordens riger, –
Guds eget, rette, sande folk,
i verdens løgn en sandheds tolk, –
mod mørkheds magt den kriger
og aldrig, aldrig viger.