Paa grønne vang en hytte stod
ved siden af en vakker flod,
der fuglen sang, og heggen hvid
med blomster smilede saa blid.
Jeg traadte ind, der var saa stilt;
en moder syg der græd saa mildt,
hun sagde: “Ser du disse smaa,
som om sin moders dødsseng staa!
Hvem vil om dem bekymre sig,
naar de gaar ene paa sin vei?
Hvem vil som moder om dem staa,
naar paa min grav de græde maa?
Men, hvad der tungest trænger ind
udi et kjærligt modersind,
er tanken paa det pinested,
hvor verden dem vil trække ned.
Men lov mig – her min haand hun tog, –
naar verden med sin fangekrog
paa udyds vei dem lokke vil,
advarende du træder til.
Farvel da, mine kjære smaa,
som grædende omkring mig staa,
glem aldrig Gud, saa vil han ei
forlade jer paa eders vei.“
Nu sine hænder folded hun
med Jesunavnet i sin mund.
Fra hytten lav hun flytted bort
til faderhuset, lyst og stort.
Hvor du ser moderløse smaa,
er Jesus hos, og husk blot paa,
at, hvad du gjør mod Herrens lam,
det regnes dig som gjort mod ham.
Du, som forarger disse smaa,
for dig var bedre, at du laa
i havets fæle dyb nedsænkt
med møllesten om halsen hængt.