En hytte udi skogen var,
dens væg og tag var sten og bar.
Didhen slet ingen vei jeg saa;
thi folk ei brugte did at gaa.
I hytten fandtes intet brød,
i mange aar de lede nød;
men aldrig led de saa som nu
af sult og frost i vintrens gru.
Derinde paa det bare straa
en syg, udtæret kone laa;
paa hendes magre kinder ned
en taare alt imellem gled.
Ved siden laa to blege smaa,
de sorgfuldt paa sin moder saa,
de mæled ei et ord, men græd; –
den ene var saa ganske spæd.
De græd for mad – ei vidste raad –
til søvnen standsed deres graad.
Den svage moderhaand afstrøg
den sne, som ind paa dennem føg.
Thi brustent var det rudepar,
som tæt ved sengekanten var,
saa vinden paa sin travle gang
kom ind med sne og klagesang.
Jeg bad for disse sultne smaa,
som hos siu syge moder laa.
Mit bryst og hjerte blev saa trangt,
til himlen op jeg stirred langt.