De gamle

Ofte i trængslens og modgangens dage modet vil svigte og jeg bli'r forsagt, kjødet vil da til at knurre og klage, mener, at ingen før haver sligt smagt.

Stands lidt, mit hjerte og følg med de gamle, paa deres vandring angest og ve, hvad du bemærker i sindet vel samle, sig mig saa, kjære, hvad du faar at se.

Jeg ser, at de vare fremmed hernede, derfor faar jeg og mig finde deri; jeg ser al trængsel taalmodig de lede, det faar og jeg, vil jeg engang bli' fri.

Jeg ser, de strede mod satan og verden modig og mandig, men jeg er saa svag. Herre, vær med mig paa min ørkenfærden, gaa ikke fra mig en eneste dagl

Jeg ser, de haanes, bespottes og slaaes, midt under pinslerne takkende Gud; jeg ser, i levende live de flaaes, bærende selv over akslen sin hud.

Tusinder maatte i ørkenen være, jaget som hunde, led smerte og savn; tusinder blødte til frelserens ære, nogle af dem vil vi nævne ved navn:

Se gamle Paulus nu halsen fremrækker, graa han i mesterens tjeneste er, hen til skafottet de gamlingen trækker; han blev halshugget, slig løn fik han her.

Se, nu korsfæstes den modige Peder, født Jesu lam har han troligen gjort. Hovedet nedad han selv sig udbeder, hænge som mesteren var ham for stort.

Alle apostle, den ene undtagen, underskrev læren tilsidst med sit blod. Polykarps ilddød og vidner i sagen, Huss ogsaa mandig i luerne stod.

Hadet mod Jesus er endnu det samme, skjønt vi nu slippe i døden at gaa; men om vi atter saa baalene flamme, ville vi endda standhaftige staa.