I en mørk og stille skov
bamsen lusked efter rov.
Som han nedad bakken træder,
hører han et barn, som græder.
Det forvildet var nu der,
laa udmattet døden nær;
bamsen sagte til det træder,
griber fat i barnets klæder.
Over ur og myr og krat
i den lyse sommernat,
bærer bjørnen det i munden,
bygden naar i midnatsstunden.
Barnets fader fuld af graad
hænder vrider, ved ei raad,
sukker: “Fandt jeg det ilive,
o, hvad skulde jeg vel give?“
Han i gaarden vandrer bleg
just da bamsen ind sig sneg;
barnet godt sig der gjenkjendte.
Faders blik sig mod det vendte.
“Bjørnen har mit barn nu dræbt,“
tænkte han, “og hid det slæbt.“
Hurtig han sig mod den vender
og en kugle i den sender.
Barnet nedad kjæften gled.
Bamsen sank i døden ned
for den haand, hvem han har givet
barnet sit igjen med livet.
Glædestaarer heftig randt,
da han barnet uskadt fandt.
Men, da barnet alt fortalte,
angers graad ham næsten kvalte.
Døm ei om en ting i hast
ester første øiekast.
Undersøg først nøie sagen;
mangt kan komme frem for dagen.