I skoven stod en stue,
dens ruder var saa smaa,
paa arnen sunken lue,
og paa det bare straa
laa Knud og stred med døden;
hans barn ved siden laa
og sukkede i nøden, —
hun morløs var ogsaa.
Da sagde Knud: “Min kjære,
hør nu mit sidste ord!
Du snart maa ene være
paa denne sorgens jord;
men husk, at i det høie
du har en trofast ven,
hvis hulde faderøie
dig ser, hvor du gaar hen.
Dernede under linde,
tæt ved den store løn,
der slumrer længst min kvinde
og der vor lille søn;
der vil mit støv og hvile
ved siden af de to,
vi tre til dig vil smile
fra himlens frydebo.