Tvende floder flyder om helvedes hegn.
Den ene hvirvler en sydende strom
med glans af smeltet metal.
Den anden vælter sorte,
iskolde vande.
Fra den ene stiger en varm, rødlig damp,
fra den anden klamme, grå tåger.
Men begges kilder rinder
med de usaliges blod.
Den ene med deres, hvis lidenskab
var en fortærende brand,
den anden med de dode
hjerters blod.
Og damp og tåge samles til en sky,
der hænger over helvedes afgrund
dryppende af edder.
Men hævede sig den sky
og sivede ud gjennem jordskorpens porer,
da blev himmelens luft
tyk og gul af gift,
da blev solen en ulmende glød,
da blegnede månen,
da sluknede alle stjerner.
Da visnede hvert strå,
og tør blev hver gren,
og rådne gjorde hver stamme.
Alle dyr skulde segne
for sot og pest,
og menneskens born tilhobe
omkommes i sine boliger.
Men ved helvedes gift
vaktes lig tillive
og reiste sig af sine grave.
Deres ånde skal blafre
som lygtemænds lys
i det dystre, gullige mørke.
Så dør og de dode påny.
Og jorden dør.
Som en klodes gjenfærd svæver den om
i det evige rum.