Da eneboeren dode,
græd Simplicius først sine øine røde,
derpå stjal han ham kutten af,
kasted kroppen ned i den færdige grav
og flygtede gjennem de øde
skove bort fra de døde.
Sulten og bleg
ved kvældstid han ind i en by sig sneg,
men hvert eneste hus stod øde,
og torvet lå fuldt af døde.
Med strittende hår krøb gutten
hylende sammen i kutten.
Men da månen steg,
hans rædsel veg,
og der legtes i natten en underlig leg
af barnet mellem de øde
hus og de stinkende døde.
Simplicius, du lille,
det gik mig som dig, da jeg vilde
flygte bort fra det døde.
Også jeg kom ad øde
veie ind blandt de døde.