Det leger så let det måneskjær
henover de nysudsprungne trær.
Det er så stille ‒ så bævende tyst
én hører sit hjerte slå i sit bryst.
Han driver alene omkring i
parkens bugtede gange.
Rundt om ham sover en mailys nat,
men han er sorgmodig og bange.
Han har vandret her frem og tilbage,
mens time fulgte på time,
fra den blegned den sidste, den svage
kvældsolens rødgyldne strime.
Efter ham lister mod lydløse fjed
stadig det samme sorgtunge minde.
Træt og elendig synker han ned,
falder tilbage og stirrer iveiret ‒ ‒
Ser så de sølvhvide skyer gå
henover himlens natdybe blå
hvisker et ord og nævner et navn,
vækker så atter sit sugende savn.
Atter den nagende smerte han kjender,
vugger sit hoved i sine hænder,
drømmer påny så sorgmodig og bange,
mens timerne svinder så lange, så lange.