I.
At videnskabens ørkenvandring trætte,
af stirren gjennem mikroskopet sløve,
af lytten efter græssets groen døve,
af sandheders dusinkram overmætte,
i tvil om tiden længer er den rette
til nu reformers fremskridtssport at øve,
da illusioner knustes ved hver prøve,
hvorpå den bedste plan de voved sætte,
de har en trøst: “Vor stræben var ihærdig,
og tak og len vi fordre kan derefter,
skjønt jo dens resultat var lidt mærkværdig.
“For mer end ærlig vilje ingen hefter,
og siden nu vor dont erklæres færdig,
vi giver gjerne plads for yngre kræfter.”
II.
Nåja, de kan ha ret. ‒ Vi tror dem på det,
at de har strævet ærlig, hvad de evnet,
og lidet gavnet det, om vi os hevnet
nu på de godtfolk, som ei bedre så det.
Og ad en anden vei, end de har stevnet,
vi drager videre, fordi vi må det,
frem imod Kanaan, men om at nå det
vor tvil er stor. For lidet er os levnet
af det, som lader os en stordåd vente,
af troens mod og troens stærke bonner.
Sligt var unødigt gods de gamle mente.
Måske tilsidst med utak vi dem lønner:
Thi ondt har de det, hvem fallitten hændte,
men oftest værre dog fallenters sønner.