Naar Sorger og Glæder stemte
Min Harpe og gav den Klang,
Var det for dig, jeg digted
Og nynnede Sang efter Sang.
Du sagde, du var saa prosaisk ‒
Din Prosa er dog Poesi,
Meget, ja meget bedre
End alt mit Rimeri!
Thi deiligste Digt, der skrives,
Det er et Menneskeliv,
Levet til andres Nytte,
Fyldt af Guds stærke: Bliv!
Hav Tak for dit Livsdigt, Dodi,
Hav Tak for alt til idag!
Hvad mere du kommer at digte,
Se det er vor Herres Sag!