Storm

Himlen er klar og skyfri, men som glødende Ild Solstraalerne brænder. “Et Sted, hvor jeg kan aande, jeg neppe finde vil, Hvorhelst jeg mig vender.”

Saa sukker de alle, ogsaa Skipperen derude Paa den duvende Skude. Den ligger der og dupper med daskende Seil, Og Barometret synker.

“En Storm er i Anmarsch, hvis ikke jeg tar feil.” Slig Stuerten klynker. Han er ei just en Hare, men ‒ han kan ikke glemme, Han har mange derhjemme.

Den, der vel var inde i nærmeste Havn Og sikkert fortøiet. Inat vil det blæse lidt mere end til Gavn. Hei hop ‒ fornøiet!

Det nytter ei at daane som en Dame af Fiffen. Vil Gud, vi klarer Biffen. ‒ Timerne glider; det lakker alt mod Kvæld. Stødvis kommer Blæsten.

Og mer og mer den øges, alt som Solen er i Hæld Blandt Gløder i Vesten. Det skummer over Havet, det tuder i Masten, Og det knager i Lasten.

Dagen er gaaet. Det er mørkt som i en Sæk. Et jaget Vildt er Briggen. Den flyver for Stumperne, og nu ‒ nu er den læk! Hvor det stønner i Riggen!

O ve ‒ hvad var det? Hør dog ‒ som ved Ligfærd det klinger! Hør – Stkibsklokken ringer! Det er, som onde Aander holder Møde inat. Se saa ‒ en Mast er brækket!

Der svæver hvide Skygger for Boug og ved Rat. Det spøger under Dækket. Ak Herre, Herre, hjælp dog ‒ som Frelser blev du givet ‒ Ak Herre Gud, spar Livet!

Da dukker frem en Lodsbaad. Nu Gud være Tak For sin Bistand i Nøden! En Trosse kastet ‒ grebet ‒ og Lodsen uden Snak Tar Kampen op mod Døden.

Der staar han alt ved Ratten, hel rolig og frimodig, Frimodig ja ‒ men blodig! Hans Haand er knust. Mod Skansen fik han et dygtigt Slag. En Smule bleg er Kinden.

Dog blaas med slige Smaating. Snart lysner det til Dag, Saa stilner nok Vinden. Er Skuden først bjerget og Liv og andet mere, Kan Haanden han kurere.

Men Stormen stilner ikke, og Skuden tager Vand “Det ser mest ud, den synker, Og det saa nær ved Hjemmet, saa klods under Land,” Slig Stuerten klynger.

Men Lodsen klynker ikke, skjønt ‒ han har og derhjemme Et Par, han ei kan glemme! Han staar saa kjæk og rolig. Han har i Herren Fred. “Jeg lever ‒ I skal leve!”

Det, mindes han, staar skrevet i Bibelen et Sted. Min Aand skal ei bæve For Stormveir eller Hav, ja ei engang for Døden. ‒ Nu lysner Morgenrøden!

Det dages langt i Øster, mens det rasende Hav Skriver sin nye Gaade. Der er kun En, som kjender de Bortkomnes Grav. Han dømme dem i Naade!

Men ingen græde skal for dem, som er i Kristus fundne, Omend sporløst forsvundne! Det dages langt i Øster ‒ over Randenæshavn ‒ Gud hjælpe hver, som strider!

Gud give Haab om Hvile i Abrahams Favn For Sjæle, der lider! Saa gaar det nok. Saa faar de nok tilslut fornemme: De har det godt derhjemme.