Paa Hospitalet

(Sygeværelse paa et Hospital i Newyork. Søndag Aften. Marius og flere andre Syge. Den norske Sømandspræst og en Læge staar i et Hjørne og taler med hinanden.) Præsten:

Kan han slet ikke reddes? Lægen: Gud ved. Maaske. Men der er større Skade, end vi først kunde se.

Præsten: Og saa vakker en Gut! ‒ Gud trøste hans Mor, Hvis hun endnu færdes paa denne Jord! ‒ Kjender han ingen? Og ingen ham eller hans?

Lægen: Siden han kom, har han været uden Sans. Præsten: Hvad skal jeg dog gjøre?

Lægen: Her er intet andet at gjøre, Hr. Pastor, end êt: med Taalmod sig smøre. (gaar.)

Præsten: (Sætter sig ved Marius's Seng og holder hans Haand.. Hvor længe endnu skal de Rønnere ha' Lov Til at øve deres gudløse Gjerning! Tusinde Sjømænd blev deres Rov,

Og de spiller om Sjelene Terning. ‒ En Rønner ‒ en Edderkop ‒ et Djævelens Barn, Lært af sin Far til at sætte Garn Og fange de unge, de bedste.

Vi fisker enkelte ‒ han de fleste ‒! Slig ser det iallefald for mine Øine ud, At de korteste Straa trækker Gud. Aa jeg kan gaa her saa jammerlig træt.

Jeg er syg paa min Sjæl, og din Aand mig tugter, Kalder mig gavnløst Træ, uden Frugter. Forgjæves jeg kasted dit Garn til en Dræt. Herre, dit Aag er gavnligt og let,

Siger du selv – men paa mig det tynger, Og stundom tykkes mig, Grunden gynger Under din fattige Tjeners Fod. Herre, min Frelser, du godt forstod

Dine Sendebuds Trang i gamle Dage, Havde Øre og Hjerte for deres Klage ‒ Saa hjælp ogsaa nu! O styr mine Tanker ‒ Du er jo mit eneste Haab og mit Anker ‒

Styr mig, styr baade Tanke og Mund, At ikke jeg sætter min Skude paa Grund. Marius: (farer op med et Skrig) Hjælp ‒ hjælp ‒ jeg dør! Han dræber mig.

Hjælp mig! ‒ Det brænder. Til Helvede de slæber mig! Præsten: Aa stakkars Barnet! ‒ Nei dø skal han ikke. Jeg vil bede og tigge Livet i ham.

Om det kniber, mit eget Liv vil jeg gi' ham. Han skal leve, og Frelsens Kalk skal han drikke. ‒ Hører du, Gud! Jeg er syndig og svag, Har svigtet i Kampen saa mangen en Dag,

Men dennegang skal der ei gives efter. Du husker Natten ved Jabboks Flod, Hvor ogsaa om selve Livet det stod, Hvor du med et Menneske prøvede Kræfter.

Og Mennesket vandt. Jeg vil ogsaa vinde. Frels denne Gut! Lad ham Naade finde ‒ Øjør ham frisk igjen ‒ lad ham komme ud ‒ Ikke til Verden, men til dig, min Gud!

Han maa ikke dø. Som et Tegn jeg det kræver, At ikke forgjæves jeg virker og lever. Amen! ‒ (med fastere Stemme.)

Amen! Marius: Hvem var det, som talte? Mor, var det dig? Jeg synes, jeg hørte, du kaldte.

Præsten: Nei, Gutten min, ikke Mor, men en Mand, Der bringer dig Hilsen fra Gud, at du kan Og at du skal frelses baade fra Synden og Døden.

Marius: (lyttende) Jeg ser dig ikke, Mor. Og jeg har saa ondt for at høre. Det gnistrer for Øinene, og det ringer for mit Øre. Præsten: (Knæler hastigt ved Sengen.)

Hær mig ‒ bønhør mig ‒ min Frelser i Nøden, Jeg slipper dig ikke. ‒ Det er to, det gjælder. Hvis du løfter Øxen og Træet fælder, Fælder du to ‒ baade mig og ham.

Men du gjør det ikke, du Guds Sonofferlam, Du gjør det ikke ‒ du maa ikke gjøre det. Du er bundet ved dit Løfte: bed, og jeg skal høre det! Marius:

Har jeg glemt dig, siger du? Aa kjæreste Ellen, Jeg tænker ofte paa dig, især udpaa Kvælden, Og snart kommer jeg ‒ kommer jeg ‒ (hurtigt afbrydende)

aa fy, Det er da en inmari skrækkelig Sky Den der! ‒ ser du den ikke ‒ paa Styrbords Boug! Den ser ud, som var den en eneste Houg

Af Døde, der tumler og seiler hverandre overende. En af dem er jeg sikker paa, jeg skulde kjende ‒ Ja rigtig ja ‒ ham der ‒ han med det vaade Haar, Som stod ved min Seng ‒ usch da! ‒ et gabende Saar

Midt i Panden! ‒ og saa alt det ftinfende Mudder ‒ Nei, nei ‒ nei ‒ nei ‒ det er bare Sludder, Det sagde jo Rasmus ogsaa. ‒ Aa gjem mig, Mor! Aa gjem mig, og læs for mig lidt af Vorherres Ord,

Saa gaar det sin Vei. (truende) Vil du gaa, du! Pak dig afsted. Det er dog forbistret, at en aldrig kan faa Fred.

Hvor jeg saa gaar, saa følger de mig i Hælene. – Mor, nu kommer de! – Med Ligkistefjælene Slaar de mig! – Og se nu, aa fy for et Grin! Bagbord med Roret, hart bagbord, dit Svin!

Vi lændser undaf, vi, – lad os bare komme bort. Havet er vidtstrakt, og Natten er sort. De finder os ikke. Har vi Vinden i Ryggen, Saa slipper han ta' os, den vaade Styggen!

Præsten: Dit Skin Hvert Trin Os ledsage

Og forjage Morkheds Tanker, Som i vore Hjerter vanker! Marius:

Hvad var det for noget? Det klang som en Salme. Aa ja, syng for mig, baade du, Ellen, og Mor ‒ Syng nu da ‒ saa skal jeg være Kor ‒ Bare syng kvikt, for ellers faar jeg Kvalme.

Aa du Verden, hvor hun sang, hun ‒ den sminkede ‒ Hun ‒ ja du husker hende vel? ‒ hun, som stod og vinkede. Stemme havde hun, og det en, som var sød, Ikke skingrende som de andres, nei saa mild og blød,

Saa en skulde mest troet, hun var en Engel. Det var hun nu da ikke, for hun var en Bengel. Førft drak hun mig fuld, og saa sparked hun mig bort, Det vilde en Engel vist aldrig ha' gjort. ‒

(En Sygepleierske kommer ind.) Præsten: Skal der lukkes for Natten? Sygepleiersken:

Om et Øieblik ja. Præsten: Før der sker en Forandring, jeg gaar ei herfra. Sygepleiersken:

Dør han saa snart? Præsten: Nei denne Gang Vil jeg seire, om Kampen blir aldrig saa lang.

Han skal leve. Sygepleiersken: Er Præsten saa vis i sin Sag? Præsten:

Uryggelig vis. Naar det lysner til Dag, Vil det lysne for ham. Med Morgenrøden Jages paa Flugt baade Natten og Døden. Sygepleiersken: (ser forundret paa ham, nikker og smiler)

Nu vel ‒ er Præsten saa fast i sin Tro, Har han nok til flere ‒ han kan dele til to. Jeg trænger til meget. (gaar videre)

Præsten: Fast? Nei, jeg er ikke fast, Men brister det nu ‒ ja, da alting brast. Han skal leve. Ak, Herre, min Gud,

Der staar, at du ingen vil støde ud. Jeg tar dig paa Ordet. Ogsaa os har du skabt, Og vil sletikke, vi skal gaa fortabt. Paa det er jeg sikker, men ikke paa min Tro.

Aa jeg fattige Stymper! ‒ jeg skulde dele til to! ‒ ‒ Men ingen forstaar mig. Der er ingen, som ved, At jeg kjæmper for egen Frelje og Fred, Saavist som for hans og alle de andres.

(grublende) Stundom hører jeg min Vantro klandres. Jeg er en verdslig ugudelig Mand, En Leiesvend og en Helvedes Brand.

Man beder til Gud, jeg maa ryddes tilside, Ifald jeg ikke omvendes itide. Og saa ‒ ja saa er jeg igjen en Helgen. Forsvundet er Kloen og Ulvebælgen,

Og selve Vorherre er neppe saa god Som den stakkels Tjener, der ligger ved hans Fod. Saa meget er Menneskers Dom at agte, Deres Ros og Ære at eftertragte.

Nei, Herre, nei ‒ for dit Aasyn jeg staar. O frels os ‒ frels os, for vi forgaar. ‒ (Tidligt paa Morgenen. Marius vaagner af en lang Søvn.) Marius:

Hvor er jeg? Er jeg syg? ‒ aa ja, det er sandt, Nu husker jeg det. Præsten: Paa Gaden de fandt

Dig liggende blodig, plyndret og saaret, Og saa blev du hid paa Hospitalet baaret. Marius: Hvem er De? Er De Doktor? ‒ aa snille Mand,

Lad mig faa om saa bare en Draabe Vand. Det brænder herinde Præsten: ‒ ja lig stille blot.

(giver ham at drikke.) Marius: Aa Tak ‒ aa Tak ‒ det var rigtig godt. Er De Doktoren, De?

Præsten: Jeg er Sjømandspræst. Men sov nu lidt mere, det bekommer dig bedst. Marius:

Tak, ikke nu ‒ jeg vil ‒ sig mig, er der Fare? Skal jeg dø? Præsten: Nei, Vorherre vil dig spare.

Jeg har bedt ham derom. Marius: O tusinde Tak! Præsten:

Men vær nu stille. Ikke mere Snak, Ellers bryder det op. Marius: Bare et eneste Ord,

Kan De ikke skrive for mig til Mor? Præsten: Den gamle Erfaring. Mor er den første, Mor er den bedste, og Mor den største! ‒

Jo, Gutten min, jeg skal skrive Og melde hende, du er ilive. Er det mere, du vil? Marius:

Tak, bare et ‒ Men ‒ aa vent lidt ‒ jeg er saa underlig træt ‒ Jeg kan ikke begribe, hvad det er, jeg feiler. Sengen og Stuen og alting seiler ‒

Jo, nu har jeg det: bed dem glemme, Hvor styg jeg har været mod dem begge derhjemme! Præsten: Hvad heder din Far?

Marius: Aa for længe siden Han døde. Han drukned, da jeg var liden. Nei, det er Mor og ‒ saa er der endnu en til,

Som jeg kjender og som ‒ ja som glædes vil, Naar hun hører om mig. Aa vær saa snil Og sig, at jeg angrer Præsten:

Lad os sige det til Gud. Han, sømmer det sig, faar det første Bud. Fold dine Hænder, saa gi'r vi ham Besked. Jeg beder foran. Du følger stille med.

Fader, jeg har syndet ‒ ‒ Marius: Fader ‒ ‒ Fader vor, Du, som er i ‒ aa du Verden, hvor det gaar

Med Skumsprøit paa Havet derude! De seiler for Stumperne ‒ heisan op og ned! Ja Sjøen, kan du tro, er et uroligt Sted. Aldrig har en Sjømand hverken Ro eller Fred

Kanske mindst, naar han er ‒ borte fra sin Skude. For saa er de efter ham saa tæt som Myg. Gaar han iland, er han aldrig tryg ‒ Aa langtfra da ‒ nei, saa kommer de linkende,

Mandfolk med Trudsler, og Kvindfolk vinkende. Ja slig gaar det til ‒ se, der staar hun igjen ‒ Hun vil tage mig om Halsen og hun kalder mig sin Ven. Nei, jeg vil ikke ‒ nei, jeg vil ikke – frels mig dog fra hende!

Er der ingen, som vil hjælpe mig? Ingen, som kan ta' hende? Luk hende ud. Luk hende ud paa Gaden. Fy, hvor hun er styg! Hun forpester hele Staden. Jeg vil bort ‒ jeg vil ud igjen ‒ langt ud paa Havet.

Jeg vil dø ‒ lad mig gjemmes bort, blive begravet, Saa finder hun mig ikke, og ingen faar vide, Hvor meget hun har voldt mig af Sjæleangst og Kvide. Præsten: (tørrer Sveden af hans Pande)

Aa stakkars' mit Barn, Plaget af Satan, snøret i hans Garn ‒ Vent bare! Snart skal du se, at det dages. Lænkerne brifter, og Byrden borttages.

(sagte og bedrovet) Hans Vei min Vei! O min Gud, hvor han ligner mig! (i Angest) Jeg slipper dig ikke, Herre, før du velsigner mig!

Marius: Ja nu blir det godt. De er borte allesammen. Præsten: Jeg vidste det nok. Gud velsigne dig!

Marius: Amen! (folder Hænderne som til Bøn. Sovner.) (Præsten trykker paa Knappen i Ringeapparatet. Sygepleiersken

kommer sagte ind.) Sygepleiersken: Hvad er det, De vil? Præsten: (peger ud af Vinduet)

Ser De Morgenrøden? ‒ Paa Flugt er jaget baade Natten og Døden. Nu sover han til Livet. ‒ Jeg er træt. Jeg gaar hjem. Gud være evig priset. Nu bryder Dagen frem!