Juleaften

Juleaften. (Juleaftens Eftermiddag. Lei lset ved Sjømandskirken i New york. Assistenten og flere Kapteiner ud og ind, beskjæftigede med at pynte Kirken og ordne til Fest).

Assistenten: (til en Kaptein, som netop træder ind) Nei goddag, goddag Kaptein. De kom just, som var De kaldet. Er De boms ifra Skyerne faldet

Ned med vort øsende Juleregn? Kapteinen: Ja minsandt ‒ De kan nok spørge. De har Deres paa det tørre,

Sidder her saa lunt og godt. Vi har ‒ tro mig ‒ havt det vaadt Paa Atlanteren det sidste. Oprørt Hav og Blæst og Regn,

Byger fra hver Himmelegn, Saa vi sidstpaa neppe vidste, Hvad vi skulde tro om Tingen. Men ‒ se derpaa tænker ingen,

Naar man førft er vel iland, Og den Regn, som nu os væder, Er for mange idel Glæder. Tænk Jer: Byen er i Brand!

Alle: Byen? Kapteinen: Nu, det var vel meget sagt,

Men et helt Kvartal er lagt I Ruiner ned til Grunden, Assistenten: Hvor og naar brød Ilden ud?

Kapteinen: Det var her i Middagsstunden, Men hvordan ‒ ja det ved Gud. I et stort Petroleumslager

Fik den strax sin flotte Næring, Sprang saa uden stor Besværing Hen til andre lækkre Sager, Aad dem i en Haandevending.

En anden Kaptein: Da er Regnet Himlens Sending, Og vi knurred netop af det. En tredie Kaptein:

Tænkte ei paa ham, som gav det. Assistenten: Vi har dygtigt Brandbefal Og en Hær af kjække Karer.

Kapteinen: Very well. Men tænk, hvad Farer Truer just vort Hospital. Præsten jeg paa Gaden mødte,

Men han puffed, og han stødte, Baned gjennem Hoben Vei, Knapt nok nikked han til mig, Fik kun raabt slig en passant:

Bedre Tid en anden Gang. Assistenten: Vilde han til Hospitalet? Kapteinen:

Ja han styred lige paa det. Gjennem Røgen godt jeg saa det, Thi, som sagt, til Brandkvartalet Er det Gjenbo.

Assistenten: Patienter Stadig der i Vinter venter Paa sin kjære Præsts Besøg.

Og han er der Dag for Dag, Sparer aldrig paa Umag. Engang tog han Natten med ‒ ‒ Kapteinen:

Sligt er ei paa rette Sted. Han har ikke Lov at slide Hilsen af sig i Utide. Assistenten

Her i Høst der kom en Gut Paa vor lange Sygeliste; Det var ham, som ‒ Kapteinen:

‒ ei vi miste Vil vor Præst. Og dermed Slut Paa det Prat. ‒ Hør, sig mig, Ven, Kommer snart han hid igjen?

Naar skal Festen her begynde? Assistenten: Festen? ‒ Jo, saa Klokken fem. Kapteinen:

Skal til den Tid han naa hjem, Faar han sig minsandten skynde. Har I Juletræet færdigt? Assistenten:

Fruen sørger nok for det. Tro mig, det blir hende værdigt, Høit og smukt og hvidt af Sne ‒ Kapteinen:

Sne? Assistenten: ‒ af Vat naturligvis, Og med Lys i hundredvis,

Mellem Sneen alslags Glitter, Guld og Sølv og andet Flitter, Der gjør glimrende Effect. Fruen gaar nok ei reject

Her ved denne Juleprøve. (Præstekonen kommer ind fra Kirken, hilser paa den sidstankomne Kaptein.) Præstekonen: (til Assistenten)

Kom nu ‒ lad os end engang Julenummeret indøve. Det er dog en deilig Sang. Baade Text og Melodi

Bær paa Vinger, løfter Hjertet. Alt, hvad os har bittert smertet, Drukner i en Harmoni! (Hun gaar ind i Kirken igjen. De andre følger hende. En Stund

efter kommer Præsten og Marius. Orgelmusik og Sang lyder under det følgende inde sra Kirken, snart dæmpet, saa Ordene neppe kan høres, snart stærkt og brusende.) Præsten:

Atter reddet som af Ilden en Brand ‒ Atter Bevis paa Guds Kjærlighed til dig. Tro ham dog engang. Tro, at han vil dig Føre med Fred til det lovede Land.

Marius: Ja, jeg kan tro til Nød, at han vil, At han elsker mig endnu, ‒ men kjære, Kan han? Kan han faa gjort mig snil?

Præsten: Hellig skal du i Kristus være. Marius: Skal? Ja men kan jeg? ‒ De skjønner vist ikke

Ret, hvad jeg mener. Der er i mit Kjød Slig usigelig Trang til at æde og drikke Og sluge i mig ved Djævelens Bord, Og det er at æde og drikke til Død,

Det ved jeg. Det staar jo i Herrens Ord. Jeg ved det. Men naar saa i Fristelsens Stund Satan sætter sin Kalk for min Mund Og siger: drik ‒ det skader dig ikke!

O kjære, hvor kan jeg lade være at drikke! ‒ Jeg er saa svag ‒ jeg har slet ingen Magt. Præsten: Jeg er din Styrke, har Herren sagt.

Marius: Jeg skjønner det ikke ‒ ak kjære, min Gud, Gid du vilde hjælpe mig at holde dit Bud! Præsten:

Hør, sig mig ‒ er din Synd dig forladt? Marius: (nølende) Ja, jeg tror ‒ jeg haaber ‒ Præsten:

Nei ikke saa, Ikke noget famlende: jeg haaber paa, At Gud skal være mig naadig. At haabe Paa denne Vis, det er bare at maabe

Og gabe i Veiret ‒ det er ei at tro. At tro, det er fast paa Guds Ord bero. ‒ At være, det heder, eller ikke at være. Marius:

O lær mig – jeg trænger saa saart til at lære! Koret inde i Kirken: Halleluja, Halleluja, En Frelser er os født.

O skynd dig fort, Kast Sorgen bort. Han har for Verden blødt! Pris Gud! Det større er end stort:

Han har for alle blødt. Fra Bethlehem til Golgatha Er Jesu Fodspor rødt. Præsten:

Ja det og det alene er Troens stærke Grund. Ikke vore Følelser. Ikke vore Tanker. Synden er forladt i den selvsamme Stund, Du kaster ved Golgatha Anker.

Koret inde i Kirken: Kom ‒ du, som er bange. Kom og lyt til Englenes Sange: Dig ‒ dig er idag en Frelser født!

Præsten: Hører du, Ven ‒ dig, dig og atter dig. Dig hele Englesangen gjælder. Er Troen end svag, som en Væg, der hælder,

Den svarer dog altid: for mig ‒ for mig! Marius: Herre, hjælp min Vantro! Herre, hjælp mig, jeg tror. Jeg kommer, milde Frelser, paa dit eget gode Ord.

Koret inde i Kirken: Evangelium, Glædens Bud, Kommet til Jorden fra Himmelen, fra Gud,

Løfter op fra Jorden, bærer til Himmelen, Stiller dig midt ind i Englevrimmelen! Store Gudfrygtigheds Gaade: Af Guds frie Naade

Er en Synder ren, Blir den Svage stærk; Borttaget er Forargelsens Sten! Store Gudfrygtigheds Gaade:

Det er Vorherres Værk! Marius: O nu gaar det op for Sjælen, Hvad jeg ikke skjønte før ‒

Gud tilgive mig min Dvælen ‒ Jesus er min aabne Dør, Jesus er min Svagheds Styrke, Og hans Pris er nu mit Yrke.

Koret inde i Kirken: Pris ske Gud, Halleluja For Bethlehem og Golgatha! Ære være Gud i det Høie!

Marius: (braadt vendende sig til Præsten) Nei, nu maa jeg hjem. Kjære Pastor, kan ikke De hjælpe mig frem? Jeg længter saa efter at se dem allesammen!

Præsten: Jo, men først ind i Kirken til Takkefest for Gud. Koret i Kirken: Han være lovet for sit Glædes Bud!

Amen ja Amen! ‒