I Fristelse

Tømmermanden: Ja det sagde jeg ogsaa, da jeg var ung. Marius: Hvor gammel er du?

Tømmermanden: Jeg er ni og tyve. Marius: Det er Magten, hvor flink du er til at lyve.

Tømmermanden: Lyver jeg? Jasaa naa. Se her er min Pung. Den er slunken og mager som bare Tæringen. Slig er det altid paa de norske Skuder,

Snavs med Hyren og Snavs med Ernæringen! Og ikke nytter det et Gran, at du tuder, Det blir ikke bedre. Prøv bare paa det. Jeg tænker, du lærer nok snart at forstaa det.

Nei, i Amerika, Gut ‒ ‒ Rasmus: – ja “der er de flinke, De forespør sig høfligt, om nogen vil ha' Skinke”,

Marius: (leende) Det var herlige Greier. (pludselig alvorlig) Men nei, om jeg rømmer.

Saa ung som jeg er, saa kjender jeg til det. Bare Drik og Kommers. Før en ved eller vil det, Ender det med, at de Lommerne tømmer. Tømmermanden:

Hvor har du den Visdommen fra? Marius: Jeg har den fra Mor. Tømmermanden:

Ja det kan jeg tænke. Og fra “Bud og Hilsen” formodentlig? Marius: Ja.

Tømmermanden: En Mamadilt. Kneblet og bundet med Lænke! Aa fy! ‒ Nei fri, Gut ‒ fri skal du være, Saa først er du Sjømand, saa'n rigtig med Ære.

Rasmus: Hør, ved I hvad ‒ skal vi gaa iland Og faa os lidt ‒ Tømmermanden:(spottende)

– Melk og Kildevand? Var det det? Rasmus: Aa, der findes vel bedre Sager.

Vandet er skiddent, og Melken er vammel. Den passer for Smaabørn, men ei for en gammel. Desuden ‒ Melk her i Udlandet! Det er Søl. Nei takke mig til for et godt Glas Øl.

Tømmermanden: Au Gut ‒ pas dig! ‒ Marius klager ‒ Fortæller til Mor ‒ ‒ Rasmus:

Lad ham bare fortælle. Jeg har ingen Mor, der kan præke og skjælde. Marius: Min Mor pleier sandelig heller ikke

At skjælde Folk ud, om lidt Øl de vil drikke. Tømmermanden: All right! Kom saa frem med Mynten. At spleise Er Sjømands Vis baade hjemme og paa Reise.

Men stop lidt ‒– saasandt som mit Navn er Jens, Har Pungen min Svindsot, og jeg er læns. I faar lægge ud saalænge ‒ jeg betaler siden ‒ Det er jo ikke saa nøie med Tiden.

Styrmanden: (med en Haandfuld Breve) Her er Posten ‒ og jeg tør vædde, Gutter, At der er Brev ifra selveste Mutter. (Gaar. Tommerm. og Marius læser)

Rasmus: (sidder og dingler med Benene) Til mig er der intet. Ikke et eneste et. Nu vel, saa læser jeg mig da ikke træt. Derfor altid noget. ‒ Nei ingen anden

I hele Verden end ‒ noksagt ‒ Manden, Han med Hovene husker paa mig. Med Legem og Sjæl, med Hud og med Haar. Der kunde vel times mig værre Kaar.

(Kokken kommer) Hei du, Kok. Vil du med paa Rangel? Marius følger. Nu kan han være Angel, Som kastes ud for at fange dig.

Kokken: Jag går icke på ogudaktighets väg. Når syndare locka, jag samtycker ej. (gaar)

Rasmus. Æsch! Slig Hellighed ‒ det er rent Ækelt at høre paa ‒ det er gement. Gaar han ikke der og vri'r sig og kror sig,

Og bedre end hele Verden han tror sig. Han er saa forsigtig ‒ gaar aldrig i Sølen. Naar alle vi andre er havnet i Pølen ‒ Naturligvis ‒ ja da ‒ saa synger han Salmer

Og svanser i Himlen med Kroner og Palmer. ‒ Æsch! Sligt Pak, sligt Hængehodevæsen, Slig Syngen og Beden og Sukken og Læsen Skulde for Alvor ved Lov forbydes,

Og alle Hykleres Gods forbrydes Til Bedste for ‒ naa ja, til det almene Bedste, Saa gjorde “de faa” dog Nytte for de fleste. (ser paa Tommerm. og ler)

Pst! Tømmermand ‒ fik du Budskab om Død? Dit Ansigt ser ud som Surmelksgrød. Tømmermanden: Nei hun skriver

Rasmus: Hvem hun? Tømmermanden: Aa en gammel Flamme.

Hun skriver ‒ men skidt, det kan være det samme. Rasmus: Slaar hun op? Ak det deilige Rosenblad! Tømmermanden:

Hun kan gjøre, hvad hun vil. Jeg er lige glad. Rasmus: Det er ret. Der er ikke Mangel paa Jenter. De sidder heroppe i Byen og venter.

Kom nu, saa gaar vi. Lad græde hvo, som vil. Den Lystige hører hele Verden til. Tommermanden: Men Marius maa med. Vi faar vente paa ham.

Jenterne vilde sørge, naar ikke de saa ham, Marius: Nei ‒ jeg kan ikke ‒ jeg har lovet ‒ jeg skal skrive et Brev. Gik jeg nu, er jeg ræd, at jeg aldrig mere skrev.

Tømmermanden: Det tænkte jeg. Nu er Mama igjen paafærde, Har sat omkring Lammet sit baade Hegn og Gjærde. De Kvindfolk! Gud slaa dem sønder og sammen!

Rasmus: Til slige Bønner jeg lægger mit Amen. (de gaar) Marius: (for sig selv)

Uf, det var godt, at de gik. Hvert Ord, som hun skriver, gav i Hjertet et Stik. Ikke for det ‒ hun siger ikke noget. Det er bare det samme, som hun altid har sagt,

At den, som vil bevares, maa være paa Vagt. Men alligevel ‒ dette her var nær bli't mig for broget. ‒ Og saa Ellen ‒ “er der noget aparte, som du vil mig, Saa ved du, hvor jeg bor og kan selv jo skrive til mig!”

“Jeg tænker ofte paa dig.” ‒ Ja tænk du, min Pige. Jeg tænker som du. Det er alt, hvad jeg vil sige.