Et Par Aar senere. Aften. Gade i Newyork. Marius og Rasmus Arm i Arm. Marius: Er du sikker paa, han er død? Tor du bande paa det?
Rasmus: Din Tosk! Stod jeg ikke selv og saa det! Han dat som en Sten lige klods i Dækket, Snip ‒ snap ‒ snude ‒ Halsen var knækket.
Og saa var han død da vel? Marius: Jeg saa ham inat. Rasmns:
Saa ham inat? Aa for noget Erkesludder! Marius: Drivende vaad og fuld af Mudder Han stod ved Sengen ‒ uf nei, lad os gaa.
Jeg liker ikke at tænke derpaa. Rasmus: Hør nu, min Gut, han er død som en Sild. Det skal jeg bevise, om ellers du vil.
Ifjor fra Fokkeraaen han falder Kladas i Dækket med Styr og Rabalder Og slaar sig ihjel. Skjønner du, Far, At leved han da, saa er han mere til Kar
End nogen paa denne vor syndige Jord. Vi brølte omkap, og vi brølte i Kor, Da vi saa ham ligge saa hvid som et Lagen; Og da det nu led ud paa næste Dagen,
Putted vi Tømmermanden i Kiste Og spigred den til. Saa kommer det sidste, Begravelsen, skjønner du. Selv var jeg med Og overgav ham til evig Fred.
Heisan ‒ plask! Ned til Havets Bund! Der ligger han fortøiet i denne Stund. Marius: Naa ‒ jaa snakker vi ikke mere om det.
Men det skal du vide, at ‒ saa du det ‒ kom det ‒ Det drivvaade Lig, som inat mig besøgte, Saa ‒ ‒ Rasmus:
Aa pyt, jeg var aldrig ræd, om det spøgte. Men du er daarlig, ser du, og hele Maskinen Trænger til Smøring. Den skarve Vinen, Vi drak, var sikkert det pure Ruskeri,
For alting i Verden er nutildags Fuskeri. Men ser du, min Bror, ‒ vi forsøger paany En Flaske eller to, saa vil Spøgelset fly. Marius:
Nei ikke mere. Jeg var drukken nok Igaar og inat – aa den forbistrede Rommen! Jeg var en Stakkar, at jeg fulgte med Strømmen Og ikke ‒ ‒
Rasmus: ‒ blev stille ombord hos din Kok? Nei, ved du hvad, nu maa jeg rigtignok le. Først sytrer du lidt, for et Syn du fik se,
Og saa ‒ ja saa gnaver det lidt herinde. ‒ Samvittighed? ‒ Snak. Lad det gnave og værke. Sligt Tøieri passer kun for en Kvinde. Jeg skal gi' dig et Raad. Den er let at kværke.
Bare sig til dig selv: det er Sygdom, min Gut, Intet andet. Se saa er Sygdommen slut. Og gi'r det sig ikke, saa synd dygtigt, synd for to, Om igjen og om igjen ‒ saa faar du nok Ro.
Ja ‒ for det er sikkert ‒ det er saa sandt, som sagt, At saare stor er Gjentagelsens Magt. Jeg har prøvet Kuren. Den er udmærket probat. Og vil du se ‒ se her er Medicinen parat!
(En Kneipe. Sang og Latter indefra. En Pige staar i Døren og vinker til dem). Pigen: Kom, Kom!
Drukne dig i Livsglædens brusende Flom! Skynd dig ‒ il! Dødes skal Sorgen ved mine Smil. Vinen perler, Øinene funkler.
Stjernernes Glans de fordunkler! Kom du Trætte og hvil! Kom til min Barm! Fryser du, her blir du varm.
Kom, kom! Drukne dig i Livsglædens brusende Flom! Rasmus: Det er ret, min Tøs. Du Visdom forkynder.
Hos dig er der Raad imod Sorger og Synder. Pigen: Kom, Kom! Se ei tilbage, og tænk dig ei om!
Hvert et Saar Forbindes med mine gyldne Haar. Traurige Tanker, Barndomsminder, Alt som Duggen for Solen forsvinder.
Her er Sang. Her er Vaar! Kom i min Arm. Jeg skal gjøre dig glødende varm. Kom, kom!
Se ei tilbage, og tænk dig ei om! Rasmus: Ja, vi kommer jo, Jente. Hver Tvivl er forvundet. Ved dig er the lost paradise gjenfundet! ‒
(de gaar ind med hende) (Udenfor Stuedøren i Randenæs. Maren staar med Haanden for Øiet og ser udover Havet.) Maren:
Stakkars min Gut! Jeg har ventet dig længe, men du kommer vel tilslut. Min Taaresøn Kan ikke fortabes! Gud hører nok min Bøn.
Du kommer nok engang! Saa hviler du dit Hoved igjen paa mit Fang, Og saa synger jeg for dig din gamle Aftensang! ‒ (Paa Gaden i Newyork. Tidlig Morgen. Drukne Matroser og
Kvinder slaar Kreds om Marius og Rasmus.) Matroserne: Paa ham igjen! Han har skjældt dig ud. Han sagde, du var en fordrukken Stud.
Paa ham. Pst! Tag ham! ‒ Han fortjener ikke bedre. Giv ham et Risp, og lad ham gaa til sine Fædre. Rasmus: Det Hængehode. Altid saa klynkende snøvl,
Altid og altid fuld af gudeligt Vrøvl. Kvinderne: Klor ham! Dæng ham! Bid Næsen af ham! En Skaal for den, som sligt Mærke gav ham!
Rasmus: (stikker Kniven i Marius's Bryst.) Se saa ‒ her er Betaling ‒ jeg var længe i din Gjæld. Jeg ønsker dig til Himmelfarten Lykke og Held!
Cookies on Poetry Cove