Disput

Han: Hør nu, Mor, hvad skal Gutten være? Ikke for det ‒ det haster jo ei, Men, som du ved, en Levevei

Maa hver Mand have, sin Gud til Ære. Hun: Levevei? – Sjømand naturligvis. Men, som bemærket, det haster ikke,

Hans Levevei er for Tiden at drikke Og skrige og skraale, den lille Gris. Jeg synes, vi først faar gi' ham et Navn, Og faa ham kristnet paa sømmelig Maade.

For Resten lar vi Vorherre raade, Saa blir det nok Gutten og os til Gavn. Hvad mener du saa, vi bør kalde ham? Rasmus?

Han: Rasmus? Aa nei da, Maren. Det Navnet skjæmmer bort hele Karen. Hun: (fornærmet)

Jasaa. Det synes mig, Bedstefar hed Slig og skjæmtes ikke derved. End Jonas da? – eller Abraham? Kanske de heller ikke er gode?

Kanske de bar deres Navne med Skam Hvad? Han: Hør Maren, lidt kort for Ho'de

Var du sikkert, fra du blev født. At sukke for mig jeg orker snøt, For du har ‒ ‒ ‒ men kjære, gulle, vene, Graat nu da ikke, saa er du snil!

Kald Gutten akkurat, som du vil. Jeg er lige glad. Alle Navne er pene. Rasmus og Jonas og Josef og Peder, Hvad det saa blir, vil det bæres med Hæder ‒

Bare tag det med Ro ‒ Hun: (grædende) ‒ ja, rigtig ja ‒ Jeg gad vide, hvad det er, du er vigtig a'!

Tag det med Ro ‒ naar du sværter mig ‒ Han: Sværter dig? Hun:

Ja, ja, du erter mig; Det kan vel være omtrent det samme. Jeg synes, du skulde dig dygtigt skamme. Han:

Godt Ord igjen. ‒ Hvad vil du saa? ‒ Hun: Jeg vil, at du selv skal finde paa Et Navn til Barnet.

Han: (forsigtig) End Marius? Efter dig? Hun:

Efter Dromedarius, Efter Per, efter Paal, det er lige godt. Jeg er nøid, om jeg slipper at kjævles blot. Han:

Marius! ‒ Der er Klang i det Navn Marius Jakobsen Randenæshavn. En Søn af den gjildeste Kone paa Jord, En Søn ‒ kortsagt ‒ af sin egen Mor ‒

Hun: Ja nu er du blid, nu ‒ Han: ‒ javist er jeg blid,

Det har jeg været den hele Tid: ‒ Hør ‒ skal vi døbe ham Søndag, som kommer, Eller vente til længere frem paa Sommer? Veien til Kirken er jo lang.

Hun: Aa ‒ Gutten faar vænnes til Sjøen engang. Veiret er varmt nok, og Baaden er tæt, Og skulde det blæse; vi taaler en Skvæt.

Han: All right! Saa lager du færdig til Festen, Og jeg ‒ ja, jeg reiser imorgen til Præsten.