Stormen har lagt sig, men Havet gaar
Med lange, sugende Bølger. ‒
Bruste det i dig, saavist du forstaar,
At Dønninger Stormen følger.
Det blev ei stille derinde med ét,
Var end det sværeste over.
Dit Hjerte blev sygt. og Sjælen træt
Af Tankernes vuggende Vover
Kunde jeg gjøre det gjorte om ‒!
Tilgiv mig ‒ tilgiv mig ‒ tilgiv mig!
Der er ingen Trøst i Angerens Flom.
Gud ‒ og du Døde! ‒ tilgiv mig!
Minderne kommer i Flok og Rad.
Dem er der intet, som trætter.
De smilte og trued ‒ du græd og bad
I hundrede vaagne Nætter.
Og viger og glider de undaf en Stund,
De viger for nye Tanker:
Skaf Brød mig, Herre, til Barnemund.
Nøden staar ude og banker! ‒
Nuvel, mit Hjerte, den længste Dag
Saa visselig engang ender.
At stille Havet er Herrens Sag,
Og Timen ‒ den rette ‒ han kjender.
Saa bi paa Herren, min Sjæl fat Mod!
Dønningens sugende Bølger
Skal maatte lægge sig for din Fod,
Og Hvile paa Stormen følger.