Kjære Mor!
Igaar kom vi ind
For akkurat passelig laber Vind.
Men én Ting er der at mærke:
Rasmus og jeg har slaa’s lite Gran!
Bare for Moro Skyld ‒ sagde han ‒
Skulde min Hals han kværke.
Jamen sagde jeg Smør, jeg, Mor.
Rasmus han tabte iaar som ifjor
Og fik sin fortjente Juling
Tilslut jeg tog med Sjøvand en Pøs
Og kyled over ham, stakkars Tøs.
Du ved, han trænger til Spuling.
Han banded og skreg og lovede paa,
Det Sjøvand jeg skulde betale faa,
Men pyt sa’n ‒ ønsker han mere,
Skal han nok faa, og med Renter til.
Sjøen har Sjøvand, saamegen En vil.
Lad ham saa kun lamentere! ‒
Og nu faar jeg skrive lidt om mig selv.
Jeg er saa frisk og stærk som et Fjeld
Og haver til Dato god Helse.
Kokken siger, jeg er labelensk,
Og muldrer imellem saa smaat paa Svensk:
“Marius ‒ far nu ej vilse!”
Men, kjære min Mor, jeg læser Bog,
Og mere kan ingen forlange,
Især da Rasmus gjøner og ler,
Hvergang han bare en Bibel ser.
Ja nei, om jeg kjender ret mange,
Der er saa ugudelig fræk et Spark
Og loved, han skulde den brænde.
Men Kokken tog den og laased den ned:
“Låt nu min bibel vara i fred,
Och tänk på din egen ende!” ‒
Naar vi er klar skal til Nieuwdiep
Tversover Nordsjø’n vi gaa en Trip
Hvilket du jo bør vide.
Herved af Hilsener faar du et læs.
Hils ogsaa Ellen paa Aandebonæs
Og bed hende skrive itide!