Brev

Du kjære gamle Mor! Iovermorgen Jeg reiser herfra med en Vestlandsskude Og kommer hjem. Saa slukner Sorgen,

Som du har havt for din forlorne Søn, Der nu i Aar og Dag har tumlet ude. Saa faar du Svar paa al din stille Bøn. Hvor jeg har været, og hvad jeg bedrev,

Skal ikke staa i dette Julebrev. Men naar en Kvæld vi sidder ene sammen, Skal jeg fortælle dig fra førft til sidst, Hvad jeg har gjort og lidt, om Synden, Skammen,

Og alt, hvad du forlænge siden burde vidst. Men dette skal du nu paa Forhaand vide, At om jeg end har ingen Penge med, Naar hjem jeg kommer over Nytaarstide,

Saa har jeg det, som bedre er: Guds Fred! Ja, kjære Mor, mit Hjerte færdigt er At springe helt i Knas af bare Glæde, Og ved du hvad? ‒ jeg kunde næsten græde,

Af Fryd ved Tanken om, han har mig kjær, Han, som jeg rent i disse Aar forglemte, Mens jeg paa Svinestien bort mig gjemte. Jeg var et Asen, helt og holdent Skarn ‒

Og nu er jeg et glad, fornøiet Barn. Han er min Far, og aldrig mere gaar jeg Fra Faderhuset bort. O Mor, du nok forstaar mig. Jeg vil med Herrens Hjælp et Liv i Lyset leve,

Og for min Krone flittigt bede, stræve. Dertil skal du mig hjælpe, kjære Gamle, For staar jeg rent alene, vil jeg atter ramle! ‒ Igaar var her i Sjømandskirken Fest.

Du skulde se't det Juletræ, vi tændte ‒ Der var vel sikkert hundred Lys, som brændte, Og Gaver fik vi ‒ ja ‒ men allerbedst Var Talen, som vor kjære Sjømandspræst

For Juletræet og for Hjemmet holdt. Nei ‒ det, som endda mere Glæde har mig voldt, Var dog en Sang, som blev i Kirken sunget. Det var, som kunde jeg mig ind i Himlen svunget.

Men atter ‒ allerbedst var dog dit Brev. Aa tusind, tusind Tak, at slig du skrev. Det ligned dig saa ganske paa en Prik, At jeg ved Læsningen fik Svamp i Halsen,

Og maatte skynde mig at gaa af Valsen. Ja hvad der staar etsteds, det holder Stik: En Mor er Mor og finder ei sin lige Langs Land og Strand i hele Jorderige.

Men hør nu, Gamle, hvad jeg dig betror ‒ Og jeg fortæller det, fordi du er min Mor ‒ Jeg ‒ ja ‒ ja, nu maa du ikke le: Jeg elsker Ellen! Saa ‒ nu ved du det!

Du kan ei tro, hvor høit jeg elsker hende. Det har jeg gjort, fra vi var ganske smaa, Og det jeg gjør, til Verden skal forgaa. Men denne Hem'lighed maa ingen kjende.

Se derfor maa du tie som en Mus, For ellers render jeg igjen fra Hus. Men hvis du tror, at hun har samme Sind, Saa jeg kan have Haab om gunstig Vind,

Saa sig ‒ aa nei, sig ingenting, du Mutter, Det kunde komme for de andre Gutter! Men hilse hende fra mig kan du dog, At hun for mig er som en deilig Bog

Med Sang og Digt, med Lys og Liv og Tone ‒ Aa kjære dig, du‒– hun maa bli' min Kone! Men nu farvel. Mit Brev faar jo ha' Slut.Guds Fred med dig. Din egen kjære Gut: