Barnet ligger ved Stranden og sover.
Stille! ‒ Ja nyn kun, men stille.
Hvad du saa gjør, væk ikke den Lille
Med dine urolige Vover!
Gutten ligger ved Stranden og drømmer.
Væk ham ikke! Ingen aner,
Hvor lyst det er. Ser du ‒ hvide Svaner
Let henover Skyerne svømmer!
Ei da ‒ hei da ‒ paa Svaneryg ride!
Hvor langt? ‒ O, langt over Lande
Til de fjerneste, sollyste Strande,
Helt ind i Himlen, maa du vide.
Armen om Svanehalsen jeg slynger,
Gjemmer i Dunene Kinden,
Klynger mig fast og seiler med Vinden.
Tys ‒ stille! Hør ‒ Svanerne synger!
Synger om Himlen. Var vi dog fremme!
Et Eventyrland er Jorden.
Deiligt i Syden, deiligt i Norden ‒
Men ‒ det er ikke som derhjemme!
Mor har talt om en Stad i Eden;
Som skinnende Guld den straaler.
Det er vel knapt, at mit Øie taaler,
Tænker jeg, rigtigt at se den.
Mor har fortalt, at høiest oppe ‒
Af Evighedsluft omsuset ‒
Ligger et Kongeslot, Faderhuset,
Paa snehvide Bjergetoppe.
Der ‒ siger hun ‒ der skal vi glemme
Alt, som var saart, og møde
Skal vi de Frelste, de salige Døde
Med Jubel og Sang derhjemme. ‒
Vingen mattes, men ‒ se ‒ nu dukker
Kysten frem i Aftenrøden! ‒
Svanen synger saa smukt mod Døden,
Allersmukkest, naar Øiet den lukker!