Aftenen før Reisen

Maren (ligger paa Knæ foran en Skibskiste og pakker ind. Taler ved sig selv). To deilige Votter, et Skjærf og andet, Der nok kan komme til Nytte paa Vandet. ‒ Og saa er det Støvlerne. ‒ Du store Verden,

Hvor det koster at rigge en ud til Færden! Tyve Kroner for det ene Par! Tyve Kroner! ‒ Og ikke en Øre Vilde han slaa af. Han var døv paa det Øre.

Han blev vond tilslut. “Tror du, jeg er en Nar ‒ Sælger slige Støvler med Tab og Forlis?” Naa ‒ ja ja ‒ til Høsten jeg slagter min Gris, Saa faar jeg nok altid de Udgifter dækket. ‒

Sex Par Strømper. ‒ Aa stakkars min Gut, Med Fødderne er det desværre snart slut. Strikke nye? Ja havde bare jeg rækket ‒ Men vent du til Jul ‒ naar du da kommer hjem,

Skal jeg skaffe dig nye, flunkende nye Hoser af Garn fra Jensen og Rye. Og saa er det Uldtrøierne ‒ ikke et Hul paa dem! ‒ Og Tollekniven ‒ efter Far ‒ aa, Herre min Gud,

Snart har jeg vel grædt mine Øine ud. Husker du, Maren, til Sommer er det fem Kvalfulde Aar, siden Gud tog ham hjem? Jeg tro'de, jeg aldrig skulde holdt ud at leve ‒

Men jamen er det godt, En er nødt til at stræve Og slide og kare for sig og sine, Det døver og dulmer dog Hjertets Pine, Og saa gaar Tiden, Dag efter Dag,

Mens Herren os føder ‒ se det er hans Sag! I Bibelen staar der, han kjærligt tænker Paa alle de Faderløse og Enker. Gud hjælpe mig Stymper, om ikke saa det var.

Men Bibelen har Ret, som den altid har. Bibelen ja ‒ det er sandt ‒ hvor er Bogen henne? ‒ Fars Bog ‒ den skal Marius have ‒ Den skal med i Kisten ‒ min Afskedsgave ‒

Skal følge Gutten til Livets Eude. Øverst skal den lægges, paa hans fineste Trøie, Saa ved jeg, han har den stadig for Die ‒ Men hvor er den ‒

(raaber) Marius ‒ Marius ‒ Kom herind! Marius: (hæsblæsende) Nu kommer jeg, Mor, saa fort som en Vind. Hvad er det, du vil?

Maren: Ja, hvad var det nu? Har du set Mage, nu glemte jeg det, du, Jeg sidder og pakker din Kiste, som du ser

Aa, fy skamme dig, staar ikke Gutten der og ler, Ler af sin Mor! ‒ Marius: Nei jeg ler af noget andet.

Maren: Af hvad da? Marius: Af Rasmus. Han plumped i Vandet.

Maren: I Vandet? Marius: Ja netop nu ‒ dernede ved Bryggen ‒

Saa fik han et Bad, den skidne Styggen. Maren: Aa pas du dig selv, at ikke overbord Du plumper til Sorg for din gamle Mor.

Jeg kjender dig nok, din Abekat ‒ Du ligner din Far ‒ en Uveirsnat Gaar du tilveirs, skjønt ingen gi'r Ordre. Fræk og dumdristig skal du Lykken udfordre.

Ikke sandt ‒ slig gjør du? ‒ og saa bums i Dæktet Og slaar dig ihjel. Dit Halsben er knækket. Saa kan du ha' det saa godt. Marius:

Men Mor ‒ Maren: Er det kanske ikke sandt hvert eneste Ord? Vær sikker, det ender paa denne Maade,

Hvis ikke Vorherre af bare Naade Tager sig af dig og styrer dit Mod. Men det gjør han nok. ‒ Han er mild og god ‒ Han befaler sin Engel at være til Tjeneste,

For han ved saa godt, at du er min eneste. Vær ikke ræd du, Marius ‒ du skal se, det gaar ‒ Og saa er du Skipper om en halv Snes Aar, Hvis du skikker dig pent

Marius: Det var længe at vente. For Skipperværdigheden at hente! Men Mor, det er sandt, jeg talte med Kokken,

Han bad mig tage med “Kirkeklokken” Foruden Bibelen naturligvis ‒ Maren: ‒ Bibelen, ja,

Det var den, jeg spurgte efter ista' Hvor har du den? Marius: Her, Mor, lige foran din Næse.

Maren: Har du hørt sligt! ‒ vil du love mig at læse Lidt hver eneste Fristund i den? Bedre nytter du ikke Tiden.

Marius: Men Skrivningen da? Et lidet Brev Ska'r det vel ikke, om hjem jeg skrev Fra Sunderland til min egen Mutter.

Det er bedst, jeg faar med Papir og Konvolutter, Ellers glemmer jeg dig, og det vil du dog ei. Maren: Glemmer. Er du galen? Glemmer han mig!

Jeg tror min sandten, at Gutten primer. Var du lidt mindre, jeg gav dig en Vask Midt paa din Bagfjerding, Dask i Dask, Saa hele Stasen blev bare Strimer. ‒

Glemmer! Han taler om at glemme sin Mor! Gud naade dig, Barn, hvilke syndige Ord! Men kjære, du mente det neppe saa slemt. Ens Mor er da ikke saa hurtigt glemt.

Marius: Nei, søde min Gamle, det var Moro bare. (Kysser hende) Take it coolly ‒ det har slet ingen Fare.

Maren: Idag for Moro ‒ for Alvor imorgen. Men aldrig jeg stod i at bære den Sorgen. (Kommer med et Par Billeder)

Se her ‒ dem skal du faa ‒ du ser, det er Far, Det er det eneste Fotografi, jeg har Af ham v og dette er mig fra gamle Dage. Der er ikke stort af min Skjønhed tilbage.

Skjønheden kommer og gaar, som du ved, Og alt paa Jord er Forfængelighed. Marius: Vel ikke alt?

Maren: Nei ikke min Kjærlighed, Det er sandt ‒ den varer, min egen Gut, Varer, til selve mit Liv er slut,

Ja længere endda. Den følger nok med, Følger mig ind i Guds Evighed. Marius: (paa Graaden) Imorgen, Mor ‒ ‒ ‒ ‒ velsign mig ‒

Maren: Ja Gud signe dig, Søn. Han følge dig paa Veien, han høre min Bøn, Hvert Suk, som i Længsel jeg aander ud ‒

Imorgen reiser du ‒ ‒ reis med Gud! Marius: (efter en Pause) Du sang altid saa vakkert ‒ syng nu min Barnesang, Saa lægger jeg mig her med mit Hoved paa dit Fang.

Syng Aftenbønnen for mig ‒ maaske for sidste Gang! (sætter sig paa Gulvet foran hende) Maren: (synger) Jeg elsker dig, Gud Fader,

For du har elsket mig. Min Brøde du forlader; Min Tak jeg bringer dig. Jeg lægger mig til Hvile,

Mit Hoved ved dit Bryst, Og Engle til mig smile, Saa Morket selv blir lyst. Her er saa lunt og stille,

Velsignet godt og trygt. Du siger: sov, min Lille, Sov uden Gran af Frygt! Og Barnet lukker Øiet,

Mens Engelen igjen Saa straalende fornøiet Ser paa sin lille Ven. Hav Tak, du kjære Fader,

Som passer slig din Skat, At ingen Ting mig skader Selv i den mørfe Nat. En Morgen jeg dig bringer

Min Tak i Paradis. Da tænker jeg, den klinger Paa meget bedre Vis!