Dyrebare moder vor,
fikk du da omsider hvile
og fra jordens tunge kaar
frigjort til din frelser ile!
Liv og død en strid saa lang
stred i faldefærdig hytte,
før du fikk med sejerssang
hjem til stjernelandet flytte.
Vaarens blomster holdt du av,
priste Gud i al naturen.
Nu de smykke vil din grav
kjærlig under kirkemuren.
Højest elsked dog din sjæl
stjernehæren, der den blinked
i den stille vinterkvæld,
og din hug mot himlen vinked.
Der, histoppe i det blaa,
titt vor tanke vil dig gjeste.
Gud, lad der os samles faa!
«Du gjør alting til det bedste»!