A. Til lensmanden.
:|: Vor lensmand :|: idag vi hylde vil.
Gammel han er i bygden vorden,
holder dog endnu alting i orden:
:|: Dogt dig! :|: driv ei ulovligt spil!
:|: Som vejmand :|: især han ei er grei.
Hvergang du hører noget, som skrangler,
trygt du kan vædde, at lensmanden rangler
:|: og mønstrer :|: din rodelagte vej.
:|: Hans ungdom :|: var fuld af kraft og mod;
da vi til idræt os nys monde samle,
ei blandt de første vi savned vor gamle
:|: lensmand :|: den hædersgubbe god.
:|: Ja gubben :|: er støpt av egte staal.
Han kan nok overleve os andre ‒
Gid han maa længe mellem os vandre!
:|: Tøm da :|: for ham et bredfuldt maal!
B. Til «mor Koren».
:|: Mor Koren :|: skal mindes denne stund.
Hun har en tanke, hjerte for alle,
derfor vi hende jo ogsaa kalde
:l: Mor Koren :|: med god og gyldig grund.
:|: Til Vormnes :|: er godt at komme frem ‒
ej just for dem som i hullet skal stænges,
men desto mere for alle som længes
:|: efter :|: et venligt, gjæstfrit hjem.
:|: Nu er hun :|: jo femtiaarig brud.
Ungdommen visner som brudekransen,
aldrig den skjønhed dog taper glansen,
:|: som straaler :|: fra ædle hjerter ud.
:|: Ja leve :|: den hæderskvinde prud!
Hun er et mønster for alle matroner –
hører det, alle I piger og koner! –
:|: For hende :: vi drikker alle ud.