Gaa nu hen og grav min grav.
Siste gang vor gamle prest
samler os idag ved kirken.
Men blot for – den døde rest
ned at mulde under birken.
Taus er nu den ordets tolk,
varm som faa for «Land» og folk.
Her hans manddoms virke faldt,
her han tændte lysets straaler,
her han ftrødde overalt,
sædekorn or fulde skaaler,
her han efter dagens sved
lagde vandringsstaven ned.
Her han jordede sin viv,
tro som guld i fryd og smerte;
da først mørknede hans liv,
siden sygnede hans hjerte.
Her de vandred haand i haand,
hist de favnes aand i aand.
Sænk da trøstig liket ned
hos hans hustru under birken!
Lad dem hvile der i fred
lognt i ly av Fluberg-kirken!
Længe skal hos mø og mand
eders minde bo i Land.