Kom til din moders hjerte
ved Mjøsens bølgerand,
hver søn hvem orge lærte
at voxe op til mand!
Vist bød hun sine gutter
titt strenge faar og savn, –
nu straalende hun slutter
os alle i sin favn.
Ja dette broderstævne
den gamle frydes ved,
her gjælder ei at hævne,
men hævde hendes fred –
at alle ædle vaarskudd,
som spratt i sol og regn,
maa vorde stærke aarskudd
med frugt i fredlyst hegn.
Se derfor kom vi sammen
fra fjell og dal og strand,
at kappes her med gammen
ved Mjøsens bølgerand.
I fred vi helst vil være;
men kommer nogen morsk
og negter os vor ære,
da svarer vi – paa norsk.
Del mødt da i skjærsommer
til væddelek paa vang, –
og om idag du bommer,
hold bedre næste gang!
Lad riflerne nu knalde
med klem og uden klikk!
Lad kugleregnen falde
og ramme paa en prikk!