Tusen vintre retnu er rundne,
firti slægtled fødte og svundne.
siden Ingolf og Leif fra «Fjale»
sejled over Solundarhav.
Island de aapned for ædle ætter,
frasagn om fristéd i vest de fretter;
all sin odel i Norges dale
glad for frihet og frægd de gav.
Fristéd fandt de; men fra det fjerne
hjemad hugen hasted saa gjerne,
Haraldsætten, den før forhadte,
tro nu de tjente; thi den var stor.
Snart som hirdmænd i yngre alder,
snart som sagamænd, snart som skalder
mangen bautastein brei de satte
i vor saga med daad og ord.
Saa kom tider tunge og mørke,
daadløs dvale, aandelig tørke,
selve mindet om større dage
drogs med døden i tunge kaar.
Stilt dog det blunded til bedre tider,
og da baandene brast omsider,
blyge blikked vi ei tilbage,
vaagned vake i Eidsvolls vaar.
Men den bror fom hjalp os at bryte
tidens trængsel, selv ei tør nyde
hjemmets frihed, som ene fryde
kan den fribaarne mand i Nord –
Hvortil skal han nu fit hode hælde?
Blodets baand – er de brustne av ælde ?
Har da ingen fra Mor at melde
dattern derute et duggfriskt ord?