Min kære Petra Mathilde,
som færdes paa Danmarks vang,
saa gerne din “onkel” vilde
dig sende fra Norre en sang.
Dit billed ham solen malte –
han derav det indtryk har –
som og av hvad pennen talte:
“Paa dansk som paa norsk er hun “rar."
Lidt rart er der ogsaa kan hænde
ved ham – om just ikke stort –
saa vidt at han tykkes kende,
“Vi to er av samme sort:”
vi lader os ikke tvinge
i jordlivets trange vraa,
men kan – om det kniver – svinge
os op mod det høje blaa.
Mens andre langs jorden kryve
i dampskiv og jernvejsvaggon,
vi flot gjennen loften flyve
i fantasiens ballon.
Histoppe vi engang mødes –
naar aanden er vorden fri, –
hvor sjælene gennemglødes
av sfærernes harmoni.
Dog kunde det artigt være
at sees og her paa jord,
hinanden at kende lære
og vexle “levende ord”. –
Hvad om vi hinanden stævne
da satte! Men naard og hvor?
Ja, det tør vi slet ikke nævne
av frygt for hr. Drost og “vor Mor”.