Saa du det dybe, klare blikk,
lysende mildt, men røbende viljen,
der uden rast mod maalet gikk?
Saa du vexten, som ten av siljen,
smækker og fin som det spæde siv,
stærk dog i kraft av sjælens liv?
Saa du hende med lette fjed
blandt sine kjære blomster vandre,
stelle med sans i sit rosenbed,
delende glad fin skatt med andred
Selv hun var dog med rosenkind
fagreste blommen i haven fin.
Hvor der herskede sorg og nød
eller hvor sygdom rededes lejet,
der hendes trøstende tale lød,
der hendes hjælpsomme hænder pleied
Smitsot og død ei skrækked en sjæl
ædel og høj som miss Nightingale.