Fuldt flommer alt ved foraarets tide,
knopperne sprænges av livslyst og mod,
straalerne fritt over fjellene glide,
vanker saa vide,
kaster saa blide
skjær over jordlivets skjælvende flod.
Sommeren kommer, højt fra fin himmel
foløjet gløder; men brænder iblandt.
Mangen kan stunde i middagens stimmel
væk fra dens vrimmel
efter en strimmel
løvsval i lunden hvor morgenen randt.
Held da de to som fandt under lide
lykke og lindring i Gudshusets lyv!
Dugget av minder, med haab ved sin side,
trygt de tør skride,
elske og stride,
glædes til møtet hvor vaaren blir ny.