Vildt og voldsomt var i Valdres fagre dal livet i de gamle dage. Lost sat kniven, – av den lede hævnmoral sitter endnu spor tilbage.
Hellig Olav havde her for megen hast, asatroens røtter hang i fjellet fast, satte skud paa skud – Jesu milde bud
fikk ei plads i hjertet tage. Herom vandred rygtet vide over land, naadde til tre systre fromme: Kirkerne var herjet haardt med rov og brand,
ingen kan i gudshus komme. Kristendommens venner staar med raadløs aand; hvo vil her i nøden række hjælpsom haand? Hvo vil siaa os bi – – –
«Venner, det vil vi – Vent os inden jul er omme!» Og de gjæve systre brøt til dalen opp med en flok av smeder flinke,
først ved Strandefjorden standsed deres tropp, nu kan ingen verket sinke. Snøggt sig reiste templer nu paa viet grund Svenes, Ulnes, Slidre inden føje stund
løfted hver sit spir, højt til dalens sir kirkeklokker klang ved pinse. Verket fuldendt var; mod syd de systre drog –
væn i Valdres var nu vaaren, – første rast de holdt i Skavelds furuskog, knappt de kunde tvinge taaren. Her av Strandefjorden har de siste skimt,
av de gyldne spir de sér endnu et glimt – dalen er dem kjær: «En kjærminde her længe skal om os bli baaren.»
Og de tok i skogen hver fin furutén, planted dem i rad ved vejen: «Fredlyst skal de være! Hvo dem volder men, utlæg vank i vilde hejen!
Hvo dem freder trives! Lev nu Valdres vel! Herrens Aand dig fylde! Han dig gjøre sæl!» Dermed drog de hjem, sagnet efter dem
lyder endnu lange lejen. Men de furuteiner fæsted villig rod, hæved kjækt sin topp mot himlen, og de «systre tre» i tvende sekler stod
end som mærketrær blandt vrimlen. Da – til hele bygdens store sorg og skrækk – viser sig en dag, at av en voldsmand frækk én var huggen bort;
men han kom til kort, dømt og pint av folkestimlen. End et hundred aar de andre systre to sine stolte kroner hvælver;
stormen titt dem rusked, men de bare lo, medens krattet rundt dem skjælver. Hvo som staar, se til, han ikke falder bratt! Vestenvinden raser vildt ved vinternatt,
gjør et vældigt kast – hør, den ene brast! med et brak som tusen elver. Ene nu den tredje syster staar igjen,
veirbidt og med brutne grene, mindet om de trende systre bærer den like fuldt til flægter sene. Maatte den i mange Herrens aar faa staa,
medens systerønsket opfyldt vorde maa: Valdres leve vel! Krift dig gjøre sæl! Med sin aand dig rigt forlene!
Cookies on Poetry Cove