Har du mærket sympatiens magt
som er mellem tvende sjæle lagt?
De savner begge, de vét ei hvad –
og er ei glad.
Begge kan ha hver fin rigdom faatt –
En som under dem paa jord alt godt,
en ven, som alting dem yded' glad
hvorom de bad.
Alting – kun ei hvad de trængte mest:
at vække i dem hvad de ejed bedst;
det kan alene den «rette» ven –
men hvor er den ?
Saa møtes de en dag de skilte to,
som hver for sig ei finder fuldt ud ro;
og gnisten lyner fra pol til pol
som middagssol.
Og alt hvad dypet har av livsens saft,
og alt hvad hjertet av spirekraft,
paa eén gang røres og springer ud
med friske skud.
Paa jord de ofte ei hinanden fandt –
de «gaar i skole» paa hver sin kant –
men desto vissere de til sist
skal «finnes» hist!