Land der ligger langt nordi hav ‒
rundt om rullende bølger rugge ‒
frie nordmænds flammende grav,
staute ætters stormende vugge.
Asa-aand i den isblanke sjø
fristed fandt paa den fjerne ø,
ôlst som Uller i Ndale.
Stykket i flammer Norge laa –
vikingsnekkerne vanked vide, –
hoj monde Haralds stjerne opgaa,
hardt det holdt at med hanom stride;
fvlfesfongernes fall i Nord
skued Solskjell og Hafrsfjord –
tapt var de gamle tufterne.
Hvorhen skal vikingen vende sin stavn?
Raadlaust er at i riket stande.
Vester ham venter en vinterhavn,
længes de levnede der at lande.
Brimen bryter mot bratte fjell,
ligner Norge, det liker de vel.
Her de nu reiser sit hov for Tor.
Alt ifra Agder og nord til Ømd
strømmer nu dit de stride berser;
selv vil de raa fig som før med sømd,
ovrike avskyr de aagjæte herser.
Grundens odel er gangen i grav,
fritt er dog end du, fraadende hav,
bær du os bort til en bedre strand! ‒
Jarlerne kappes at jage med gru
venner og fiender vækk tilsammen:
Agvalds ætlinger følges ad nu
venligt med skudd av Vikar-stammen.
Ja faa underligt kan det gaa –
Atles eneste ætling maa
efter sejle til Ingolfs ø.