Jølstra den grønklædte glider saa stilt
lekende ned under li,
vilde sig smyge varligt og snildt
vandringens snarer forbi,
glæder sig alt
til Vestresalt
at blande sin bølge i.
Oppe fra aasen en vildstyring stolt
ojner i dal hendes gang,
roper med tordnende røst et: “Holdt!
Fagre, tag mig i fang!
Sammen vi maa
mot havet gaa –
Endnu er færden lang.”
Jølstra ham svarer: “Du holsagut!
helst eg aaleine ror;
ung og ovetug du sér meg ut,
avstanden er for stor . . .”
Hopsan han sprang
i hendes fang!
Syngende sammen de foer . . .