Av Mjøsdypets blanke, blaakruste vand
opstiger med kupler og gavler
den skogkranste Helgø's frodige land
med skiftende tidsrune-tavler:
Alt øen i urold laa som et «hov»
for fylkerne viden ikringom,
hvor hersen fra steinen kundgjorde lov,
naar folket var samlet paa thingom.
Da oldtiden svandt, og hov sank i grus,
fra Helgø til amar man flytted;
der reiftes for Herren højere hus,
hvor Tor med St. Olav man bytted.
er messede bisp, der skriftede munk,
og klokkerne klang over fjøæn – – –
Da bispen var vækk, sat ridderen strunk
og Oplandet tøjled fra øen.
End hvælver sig kjæmpedragen paa fjord,
den herlige ø, over bølge.
Og smiler mod syd og nikker mod nord
med «Holmen» hin smaa i sit følge.
Dit sejler vi ut og svinger vor hatt
og siden vi svinger – de skjønne:
Vi feirer vor lyse midsommernatt
med sang og med klang i det grønne.